Efterårsferien i biograferne

BILLETSALG. Efter flere års tilbagegang i efterårsferien, har biograferne igen oplevet et stigende billetsalg. Det skyldes ikke mindst familiefilmen 'Børnene fra Sølvgade'.

Efterårsferien er traditionelt en af biografernes allerstørste uger målt på billetsalg, kun overgået af vinterferieugerne. Ser man tilbage på publikumstal fra de seneste fire år inden corona-pandemien lagde samfundet (og biograferne) ned, besøgte mere end 765.000 danskere i gennemsnit biograferne i løbet af ferien, som i denne sammenhæng defineres som uge 42 samt weekenden i uge 43.

De seneste to år her på den anden side af pandemien, er publikumstilslutningen dog faldet markant og endte sidste år på 391.000 solgte billetter, hvilket var det laveste billetsalg i en efterårsferie, siden vi begyndte at måle i år 2000. Det ser dog heldigvis ud til, at den udvikling er vendt, for i år har 420.000 gæster været i biografen i ferien, hvilket svarer til en stigning på 7 % i forhold til sidste år.

Figur 1. Samlet billetsalg i biografer i efterårsferien 2013-2024 (uge 42+Weekend uge 43)

Baggrunden for det faldende billetsalg

Pandemien ramte biograferne hårdt, og selv efter samfundets genåbning har biografbesøgene været påvirket af flere faktorer. For det første har produktionen af nye film været bremset af nedlukninger og en langvarig strejke i den amerikanske filmindustri, som først involverede manuskriptforfattere og sidenhen også skuespillere. Denne forsinkelse i produktionen har efterladt huller i udbuddet af store film, som biograferne traditionelt kunne regne med til at trække publikum til. Samtidig har streamingtjenester som Netflix, Disney+ og Amazon Prime taget en større del af publikums tid og dermed reduceret antallet af biografgæster.

Familiefilmene som drivkraft

Efterårsferien er især vigtig for børnefamilierne, da det er "skolernes ferie," og familiefilmene spiller derfor en afgørende rolle. Omkring 40 % af det samlede billetsalg i denne periode stammer normalt fra familiefilm. Danske produktioner har ofte haft en stærk tilstedeværelse her, og i gennemsnit har 40 % af billetsalget til familiefilm været danske film. Sidste år var dog en undtagelse, hvor ingen danske familiefilm var at finde i repertoiret, hvilket påvirkede billetsalget negativt.

Figur 2. Billetsalg i efterårsferien 2013-2024 - opdelt på målgruppe

I år har den første filmatisering af ’Børnene fra Sølvgade’ vendt denne udvikling. Med 124.000 solgte billetter i efterårsferien blev filmen den mest sete – ikke kun blandt familiefilmene, men også samlet set. Denne succes medvirkede til, at danske film stod for 61% af alle solgte billetter til familiefilm og løftede den samlede danske markedsandel til 39 % i ferien; en markant forbedring fra sidste års 24 %.

Udfordringer for amerikanske film

Mens danske film klarede sig godt, kæmpede amerikanske film i årets efterårsferie. Der blev solgt 153.000 billetter til amerikanske film, hvilket er det laveste antal i efterårsferien siden før pandemien – undtagen i 2020, hvor der slet ingen nye amerikanske film blev vist.

Næstmest sete film efter ’Børnene fra Sølvgade’ var den britiske ’Lee’ med Kate Winslet i titelrollen, der er en del af Biografklub Danmarks program, og som blev set af 55.000 gæster i ferien. Den er samlet set af 150.000 indtil videre.

Det er ikke fordi, der ikke har været nogen amerikanske film. Fem af de ti mest sete film i ferien var amerikanske, men de film, der var, har bare ikke opnået samme publikumstilslutning som tidligere år. Fx er det sigende for situationen, at en film som den animerede ’Grusomme mig 4’ formår at blive sjette mest sete film, trods 16 uger i biograferne.

Figur 3. Billetsalg i efterårsferien 2013-2024 – opdelt på oprindelsesland

Fremtiden for biograferne

Trods en stigning i år er biograferne stadig udfordret af konkurrence fra streaming og forsinkede filmproduktioner. Men med en gradvis genopretning af produktionen i Hollywood, kan vi forvente, at biograferne vil få flere store film i de kommende efterårsferier. Den gode præstation af danske film i år tyder også på, at publikum stadig har stor appetit på danske produktioner, især i børne- og familiekategorien, hvilket kan være en vigtig drivkraft i fremtiden.

Samlet set er der grund til optimisme. Efterårsferien 2024 har vist, at dansk film kan tiltrække et stort publikum, og med en stigning i billetsalget er biograferne på vej tilbage.

Top 10 film efter billetsalg i efterårsferien