Eiks sang til Iben

FILMSTØTTE. Ole Christian Madsen indleder onsdag den 2. oktober optagelserne til sin nye film "Itsi Bitsi" om Steppeulv-forsangeren Eik Skaløe i årene 1962 til hans død i 1968 og om hans store kærlighed til Iben Nagel Rasmussen.

Nimbus Film sætter om en uge gang i optagelserne til Ole Christian Madsens tragiske kærlighedshistorie "Itsi Bitsi" om rockpioneren Eiks Skaløes store kærlighed til Iben Nagel Rasmussen. Itsi Bitsi var Skaløes kælenavn til Iben og samtidig et af de berømte numre på bandet Steppeulvenes banebrydende LP "Hip" fra 1967, et album der i dag betragtes som en milepæl i dansk musikhistorie.

"Itsi Bitsi" udspiller sig i årene fra 1962 til 1968 i Danmark, Frankrig, Spanien, Nordafrika, Grækenland, Irak, Nepal, Pakistan og Indien. Eik er beatnik og sammen med venner opsøger, afsøger og udfordrer han verden så insisterende, at han bliver et ikon for den gryende hippiebevægelse.

Ole Christian Madsen har samlet et hold af nye danske skuespillere omkring sig. 26-årige Joachim Fjelstrup, der blev uddannet fra Statens Teaterskole i år, spiller Eik, og 25-årige Marie Tourell Søderberg, uddannet fra Skuespillerskolen i Odense i 2012, spiller Iben. I andre roller ses Christian Gade Bjerrum, Johannes Nymark, Jakob Randrup, svenske Ola Rapace og Julia Ragnarsson sammen med de to kendte ansigter Anette Støvelbæk og Thure Lindhardt.

Bo Hr. Hansen og Ole Christian Madsen har skrevet manuskript, og Lars Bredo Rahbek producerer for Nimbus Film med støtte fra Det Danske Film Institut på 8,8 mio. kr. ved filmkonsulent Steen Bille.

"Itsi Bitsi" får biografpremiere den 15. januar 2015.

Steppeulvene