Emile Hertling Péronard debuterede som dokumentarfilmproducer i 2014 med 'Sumé – Mumisitsinerup Nipaa', mens han sideløbende etablerede produktionsselskabet Ánorâk Film i Nuuk med filmens instruktør Inuk Silis Høegh. Selskabet står i dag bag en lang række lokale og internationale dokumentarfilmproduktioner, senest bl.a. Lin Allunas ’Twice Colonized’ og Andreas Koefoed og Jørgen Leths ’Music for Black Pigeons’, som begge er produceret af Emile Hertling Péronard.
Nu er Emile udvalgt som en af 20 producere til det traditionsrige talentprogram Producers on the Move, der under Cannes Festivalen skal styrke producernes netværk internationalt og skabe potentiale for fremtidige koproduktioner.
Allerede i går begyndte et online-program for producerne med speed-møder, rundebordssamtaler og pitching-sessions. Producerne mødes derefter igen under Cannes Festivalen i et fem-dages program med case-studies, sociale arrangementer og en kampagne via internationale fagblade.
Cannes Filmfestival 2023 løber fra 16. til 27. maj. Læs mere på festivalens officielle hjemmeside.