Nikolaj Feifer lavede sin første film, da han var 19 år gammel. 300.000 kroner kostede den. Han betalte selv gildet. Han ringede selv til Jens Okking, Anders Lund Madsen, Jakob Cedergreen og Charlotte Munck, og fik dem med på rollelisten til "Solopgang". Godt gået af kokkens knægt fra Århus. Det tog Feifer tre år, at få den klippet færdig, mixet lyden og få lavet en ambitiøs intro, der lignede noget fra en retro-science-fiction-apokalypse. Inden den ambitiøse film om kærlighedens lunefulde væsen, havde han siden han var 13 år gammel, fået tæsket et sted mellem 30 og 40 kort- og novellefilm sammen.
Der har tydeligvis altid været en filminstruktør i hovedet på Nikolaj Feifer. I et interview fra 2002 til et universitetsblad insisterer han på at drikke mælk. Dengang skrev journalisten, at det var et tydeligt tegn på en excentrisk attitude, altså det med mælken. Unægtelig meget morsomt i dag næsten 10 år senere, hvor man virkelig skal have fat i den store håndbog for excentrikere for at finde noget om mælk.
Nå, men det var dengang. Siden har den snart 30-årige Feifer arbejdet sig vej gennem Danmarks næst-dyreste uddannelse på Filmskolen. Den kiler sig ind foran jordemor og bliver kun overhalet af jagerpiloterne.
Hans afgangsfilm "Junk Love" er en kærligheds-sci-fi, der handler om en mand, der er fanget i et beskadiget rumskib og hans kone, som står i kontrolcenteret på Jorden, hvor hun ser ham langsomt dø.
Hård proces
"Til at begynde med var der ikke stor begejstring for, at vi ville lave en science-fiction film med et rumskib i kredsløb. Måske sendte selve genrebetegnelsen et signal om b-film med elendige effekter og billige kulisser – og der var vel en begrundet frygt for, at teknikken ville blive mere afgørende end historien," fortæller Feifer, da spørgsmålet leder hen mod både hans menneskelige og faglige proces, han måtte gennem for at lave filmen.
"Vi sørgede for, at der hele tiden var fokus på det væsentlige – skuespillerne og historien. Locations blev bygget i god tid, der var kun to af slagsen, så vi ikke skulle bruge tid på transport og logistik. Alt var indendørs, så vejr og vind var underordnet. Det betød 10 timers prøver og optagelser om dagen. Alt var designet, så der var maksimal tid til skuespillerne og den følelse, som jeg ville have frem mellem dem."
Magi søges
Trods den minutiøse forberedelse er der stadig en vis afstand til genren – måske fordi der i dansk film er en tendens til at søge logikken fremfor magien. Netop den efterhånden historiske kendsgerning blev Feifer i denne sammenhæng udfordret på.
"Mange sagde til mig inden filmen, at jeg burde lave den med et hospital som ramme, da det jo handler om en mand, der skal dø. Efter min mening behøver alt ikke være 1:1, som det ville være på et hospital med en dødshistorie," siger han og udbygger med en pointe, som taler til en af filmkunstens absolutte styrker, da filmen som den eneste kunstform uden problemer og store forklaringer rejser i tid og rum;
"Desuden må temaet meget gerne hæve sig op over den location, som man bruger. Et hospital havde været meget lettere, men til gengæld havde der ikke været nogen fantasi, nogen magi og det havde sikkert bare været endnu en variation over tristesse. Nu er der trods alt et guddommeligt håb, en tro på det uforklarlige – simpelthen fordi at det foregår ude i rummet, hvor der absolut er en ekspressionistisk ånd og en spiritualitet med masser af tolkningsmuligheder".
Kulturkamp
Afgangsfilmen var på flere måder kulminationen på en flerårig intern smagsdebat blandt eleverne om hvad, der kan betegnes som såkaldt rigtige film, og hvad eleverne på skolen skal stræbe efter selv at lave.
"Der hersker klart et meningstyranni, hvor man per definition skal elske Tarkovsky og Fassbinder, og der er en masse typer film, som man ikke bør lave. Det tager tid, at bevæge sig ud af det berigede miljø, og selv finde ud af, hvad man selv har lyst til at lave. Jeg følte mig ikke smagsmæssigt hjemme i den første halvdel af uddannelsen. For eksempel var de andre ved at dø af grin, da jeg på første år viste et klip fra en af mine yndlingsfilm, "It´s a Wonderful Life" - en film der betyder utrolig meget for mig, men som alle andre åbenbart så som en joke."
Sort kaffe
Nikolaj Feifer er ude af skolen, og han arbejder lige nu på en pilot til en TV-serie om en wannabe-forfatter. Han skriver på en post-apokalyptisk kortfilm og endelig en lowbudget science-fiction spillefilm om en kvindelig forsker, der forsvinder under en ekspedition på den indlandsisen. "Da jeg startede på Filmskolen troede jeg, at jeg skulle lære et håndværk – en metode til at håndtere skuespillere med videre. Det er naturligvis en del af uddannelsen. Men skolen har en langt stærkere mission. Vi skal lære hvilke historier, som vi vil fortælle og hvilket stof, vi er gjort af. Jeg tror, jeg er lidt mere moden til at fortælle mine historier nu," slutter han og tager en tår kaffe. Uden mælk i øvrigt.
