Herluf er en pligtopfyldende mand, far og mekaniker, der i mange år har været ganske lykkeligt gift med Ingelise. Deres ægteskab er blevet lidt for meget rutine, og på det seneste har Ingelise sågar indledt en affære med en kollega. Ingelise er i fuld gang med at arrangere deres datter Gittes tredje bryllup, men det kunne Herluf nu godt undvære, for det er ham og Ingelise, der må punge ud. Og Herluf er begyndt at glemme ting. En dag melder han en bil klar på værkstedet, uden at bremserne virker, og da den kort efter kører galt, sender mester ham hjem på en tænker. Herluf er chokeret, og en dag kommer han ikke hjem, som han plejer. Ingelise og hele familien opdager, hvor meget de savner ham – og tager deres liv og relationer op til revision.
Erik Clausen indtager selv rollen som Herluf over for Bodil Jørgensen, der spiller Ingelise. Desuden medvirker Lærke Winther, Rasmus Botoft, Leif Sylvester, Nicolas Bro, Charlotte Fich, Steen Stig Lommer og Helle Ryslinge.
Samfundsrelevans og humor
Som sædvanlig lægger Erik Clausen, der selv har skrevet manuskript, op til et drama, som med en god portion humor tager fat i et tidstypisk samfundsrelevant tema: "Mister du dit arbejde, og mister du din hukommelse, mister du så dig selv? Eller kommer du ind til et jeg, du ikke vidste eksisterede?", funderer Erik Clausen.
"Jeg tænkte på Bodil Jørgensen konstant, mens jeg skrev manuskriptet. Hun er tilsyneladende normal. Men tillader sig at vise, at det normale er en undtagelsestilstand. Og jeg nyder selv at udnytte min rustikke alder og det dertil hørende udseende. I filmen er jeg mekaniker på vej til at blive pensionist og må erkende et begyndende hukommelsessvigt. Kan kærligheden holde til det?"
Bodil Jørgensen glæder sig over rollen: "Da Erik Clausen ringede og spurgte mig, om jeg ville spille Ingelise, Herlufs kone, tøvede jeg ikke. Hans beretning er så virkelig og handler jo om, hvordan vi mennesker så let overser selv vores nærmeste. I min familie var det min mor, der langsomt mistede hukommelsen. Min far fulgte hende den snirklede vej ind og ud af virkeligheden. Min far blev ved med at se min mor, som hende han elskede – og den historie vil jeg også gerne fortælle her, sammen med Erik Clausen."
"Mennesker bliver spist" produceres af Maja Dyekjær for Clausen Film med Nordisk Film som koproducent. Filmen har modtaget produktionsstøtte på 6,0 mio. kr. af Det Danske Filminstitut gennem Markedsordningen. Høgh Mikkelsen er fotograf, Anders Thomas Jensen er manuskriptkonsulent på filmen, og Kim Larsen leverer filmens helt nye titelsang.
Optagelserne finder sted i Danmark og Polen frem til den 11. april, og der er biografpremiere den 26. februar 2015.