Janus er netop blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling, og han har én klar mission. Han skal finde gymnasieveninden Amina – koste hvad det vil. Amina har ved hjælp af sine mange breve givet Janus trøst og tro på fremtiden, mens han var indlagt. Men pludselig stoppede de livsvigtige breve med at komme. Janus er overbevist om, at der er sket noget alvorligt med hende og begynder at samle puslespillets mange brikker. Jagten på sandheden fører Janus ud på en farlig detektivfærd i storbyens dunkle gader, og alle han kommer i kontakt med, der kender Amina, synes at skjule noget.
Janus er Esben Smeds første hovedrolle på film, og det var en drømmerolle for ham. Han havde læst Jonas T. Bengtssons roman, som filmen bygger på, og da han hørte, at der måske skulle laves en film over bogen, ringede han til instruktøren og spurgte, om han måtte komme til casting.
"Der er sådan lidt 'Terminator' over karakteren Janus," fortæller Smed. "Han er sådan en, der aldrig rigtig stopper, lige meget hvad der sker. Og den drivkraft kunne jeg godt lide."
Portræt af Esben Smed: Intens, høj-oktan dansker
"Aminas breve" er instrueret af Jacob Bitsch, der debuterede som spillefilminstruktør med komediedramaet "Camping" i 2009. Birgitte Skov har produceret for Toolbox Film med produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.