Et laboratorium, hvor alt er tilladt

I teorien er det at lave film til børn og unge en opgave som på forhånd er dømt til at mislykkes.

Børne- og ungdomsstoffet er et hajfyldt farvand og hestehullerne dukker op der hvor man mindst venter det; enten så er filmene for voldelige, eller også er de for kedelige. Enten er de ikke i øjenhøjde, eller også er de for rå og for direkte.

Dette dilemma er ikke bare et danske fænomen, er jeg sikker på. Det er vilkår som filmskabere over hele verden er udfordret af. Sagt lidt firkantet og lidt klichefyldt, så har vi som voksne, som forældre, et fælles ønske om, at den gode børnefilm minder lidt om det perfekte barn, vi altid har ønsket os, men aldrig fik: Stille, klog, velopdragen og så en lille smule fræk en gang imellem.

Men det interessante er, hvem børnefilmen egentlig er til for. Børnene eller de voksne. Hvis det sidste er tilfældet, så skal vi lave flere glansbilleder af børn i korte bukser og gummistøvler på vej over gennem en knaldgul kornmark. Det får vi voksne det godt af, og vi bliver endnu engang forsikret om, at barndommens land er et harmonisk sted, hvor solen altid skinner.

Men hvis nu børnefilm skal afspejle målgruppen, som den i virkeligheden er, så er situationen en ganske anden. Virkelighedens børn er jo ikke stille eller søde eller fine og poetiske. Ofte er de larmende, selvhævdende og ind imellem meget irriterende. På mange måder så minder de om voksne.

Det gode spørgsmål er så hvilken slags film, man skal lave til en gruppe mennesker, der ligner os selv, bortset fra at de stadig spiser bussemænd og tror månen er lavet af grøn ost.

Det er selvfølgelig ingen regler for. Men der er flere tilgange til stoffet.
Man kan enten betragte børn og unge, som en svag samfundsgruppe, der skal beskyttes mod verden og som man kan opdrage på gennem filmmediet.

Eller man kan betragte børn og unge som kompetente, forandringsparate biografgængere, der har friske hjerner og en stor evne til at skabe sammenhæng i den verden de befolker.

Personligt tror jeg på det sidste.

Tag f.eks. Terkel i Knibe, en af de mest populære danske børnefilm fra det sidste årti. Alle i Danmark kan citere linjer fra Terkel og filmen formåede at lukke en generationskløft mellem forældre og deres børn, fordi den havde en ligefremhed og friskhed, som fik publikum til at grine og måbe uanset alder. Filmen opnåede, trods sin hårde og provokerende stil, positionen som en af de mest sete børnefilm i danske biografer nogensinde.

Terkel er et interessant eksempel, fordi den udfordrer og afprøver grænser. Hvis vi betragter filmmediet som et dynamisk og innovativ kunstform, så er netop de to begreber essentielle.

I mit daglige arbejde prøver jeg at forholde mig til børne- og ungdomsfilmen som et laboratorium, hvor alt er tilladt. Et ungt publikum er ikke fordomsfuldt og deres øjne er stadig åbne. Det er min påstand, at vi får vores største og vigtigste filmoplevelser fra vi er 6 – 7 år gamle og op til 17 – 18 års alderen. Og det interessante er, at vi i den periode ikke selv skelner mellem børne- og voksenfilm. Men mellem gode og dårlige film - præcis som vi gør det nu.

Mit fokus er derfor at undgå det forudsigelige og det oplagte. Der bliver lavet utallige film til børn, hvor temaet er opstået på baggrund af en velmenende idé. Hvor skaberne har tænkt på for meget på målgruppen og for lidt på sig selv i skabelsesprocessen. Det betyder ganske ofte, at historien i en børnefilm peger mod de voksnes verden og de voksnes problemer i tilværelsen. Fordi filmen opfatter sig selv som et instrument, der skal hjælpe sit publikum med at bearbejde et svært tema eller en vanskelig problematik. Det kan være døden, skilsmisse etc.

Mit standpunkt er, at den gode børnefilm også er en god voksenfilm. Det betyder, at den ikke taler ned til publikum, og den ikke censurerer sig selv sprogligt og æstetisk, og det betyder, at den ikke går på kompromis med sin egen fortælling.

Det lyder måske utopisk, at en film kan fungere til to målgrupper uden at gå på kompromis. Men måske alligevel ikke. Da USA’s største filmsite Moviefone kårede de 50 bedste i film i 2010 lå Toy Story 3 på førstepladsen, og How to train your dragon lå nr. 10.

Det siger i sig selv noget om potentialet i at lave… gode… børnefilm.

Terkel i knibe

Terkel går i 6. klasse. Han har krøller, bøjle på tænderne, en irriterende lillesøster - og han er lidt af en bangebuks.

Se mere