Idylliske billeder af legende børn, bindingsværkshuse og bjerglandskaber bag hvidkalkede klokketårne akkompagneret af liflig violinmusik. Sådan indledes Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm "Tyveriet af Afrika", der er en del af det verdensomspændende dokumentarfilmprojekt "Hvorfor fattigdom?". De ikoniske billeder er fra den lille by Rüschlikon i Schweiz og har umiddelbart ikke meget med filmens tema om kobberudvinding i Zambia at gøre. Og så alligevel.
I Rüschlikon nyder borgerne nemlig godt af skatteindtægterne fra én mand: Ivan Glasenberg, direktør for Glencore, hvis kobberminer i Zambia ikke genererer nævneværdige indtægter i det afrikanske land, men derimod forsyner Rüschlikon med et skattemæssigt overskud på mere end 300 millioner kroner. Et overskud, som byens politikere ikke ved, hvad de skal stille op med, hvorfor de sidste år valgte at sænke det i forvejen minimale skattetryk med syv procent.
Med filmen ønsker Christoffer Guldbrandsen at rokke ved de vestlige landes selvforståelse som godgørende ulandsdonorer:
"Filmen sætter fokus de pengestrømme, som store vestlige virksomheder trækker ud af Afrika og fjerner til skattely i ulandet. Det er en generel problematik, men for at gøre det nærværende fokuserer vi på et specifikt land og et specifikt selskab," forklarer han.
Som bidragsyder til filmkampagnen "Hvorfor fattigdom?" var han på jagt efter eksempler på vestlig udnyttelse af Afrika – sager, der ofte mangler dokumentation og derfor kan være svære at bevise. Da en rapport blev lækket om Glencores udnyttelse af en række skatteaftaler, der er ufordelagtige for Zambia, var det derfor oplagt at tage udgangspunkt i det multinationale selskabs kobbereventyr.
Omvendt ulandsbistand
Billederne fra Rüschlikon illustrerer kontrasten mellem den velbeslåede landsby i udkanten af Zürich og det fattigdomsplagede Zambia, hvis kobberreserver er verdens tredjestørste. Alt imens Rüschlikons politikere grubler over, hvad de dog skal bruge Ivan Glasenbergs mange skattepenge til, lever 60 procent af Zambias befolkning for under 1 dollar om dagen, og arbejdsløsheden ligger stabilt på 80 procent. Samtlige af landets enorme kobberreserver udvindes af multinationale selskaber, der trækker overskuddet ud af Zambia uden at betale nogen nævneværdig lokal skat.
Da et på det nærmeste bankerot Zambia i 2000 var tvunget til at privatisere sin minedrift, indgik landet nogle højst ufordelagtige kontrakter med en række udenlandske selskaber – herunder Glencore, der fik forhandlet en aftale om at betale bare 0,6 procent i royalties for det udvundne kobber til den zambiske regering.
Ifølge Guldbrandsen bunder problemet delvist i verdenssamfundets tillid til, at det frie marked kan regulere vestlige, multinationale selskabers investeringer i udviklingslandene. Derudover er styrkeforholdet mellem de svage og dermed nemt korrumperbare afrikanske regeringer og de økonomisk overlegne og ekstremt magtfulde multinationale selskaber en væsentlig faktor.
Kombinationen af kyniske forretningsmænd, utilstrækkelig international lovgivning og ressourcesvage afrikanske regeringer er fatal for et land som Zambia, der i dag har flere udgifter end indtægter forbundet med minedriften.
"Det er slående beløb, der bliver trukket ud af kontinentet, og det er interessant, at den korruption, vi ofte kritiserer Afrika for – ja den er bare er en lille smule smørelse i det maskineri, der genererer gevinster i millionklassen til vestlige selskaber," siger Guldbrandsen.
"Tyveriet af Afrika" er produceret af Henrik Veileborg for Guldbrandsen Film.
Tyveriet af Afrika
DR1 søndag 25. nov. kl. 21.55
Artiklen er udkommet i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM#76 i anledning af dokumentarfilmfestivalen IDFA i Amsterdam 14.-25. november.