Fenar Ahmad var langt inde i 20'erne, før han lærte noget som helst om, hvordan man laver film. Til gengæld fejlede hans gå-på-mod ikke noget, da han som 23-årig på biblioteket faldt over et opslag om en dokumentarfilmworkshop, hvor man kunne vinde 50.000 kroner. Manden bag workshoppen var filmværkstedets leder Prami Larsen.
"Jeg noterede mig adressen, gik op på fjerde sal på Filminstituttet, fandt Pramis kontor og spurgte ham, hvordan jeg fik fat i de penge. Han fortalte mig om ansøgningsprocessen, som virkede ret omfattende. Men jeg skrev en ansøgning på et projekt med titlen "Nice to Meet You", der handlede om de irakiske asylansøgere, som nogle år senere havnede i Brorsons Kirke. Jeg har selv irakisk baggrund, så jeg tænkte, at jeg var den rette til at fortælle den historie."
Spørg og lær
Ahmads første filmiske forsøg udløste ikke de 50.000, men afslaget ansporede ham til at vende tilbage til Prami og argumentere for, at han med sine arabiske sprogkundskaber kunne nå ind til asylansøgerne på andre måder end etniske danskere. Ahmads vedholdenhed gav pote: Han fik bevilling fra Filmværkstedet til at færdiggøre "Nice to Meet You", som kort efter blev vist på DR2 som led i en temaaften om asyl. "Da DR2 gav mig 70.000 for at få lov at vise filmen, gik det op for mig, at der var et publikum derude, og at det her faktisk var en mulig karrierevej."
Senere fik filmen Ahmad ind på instruktøruddannelsen på Super16. "Jeg havde stadig ikke den store viden om film på det tidspunkt, men stillede en endeløs række spørgsmål i stil med "Hvad betyder 'scripter?', og det lærte jeg meget af."
Frem mod at han blev udklækket som instruktør i 2010, genoptog Ahmad kontakten med Filmværkstedet, hvor han lavede en række af sine Super16-film, blandt andet ungdomsdramaet "Megaheavy", der blev udtaget til Berlinalen. I de efterfølgende år lavede han musikvideoer for blandt andet Kidd, Højer Øye og Gilli og Sivas.
Gennem Filmværksted-produktionerne fik Ahmad ikke bare skærpet sine færdigheder, men også hul igennem til New Danish Screen, som støtter projekter af instruktører med i hvert fald et par film bag sig. Det skulle føre videre til Ahmads første spillefilmsprojekt, rap-dramaet "Ækte vare", men først forsøgte han at overbevise New Danish Screen om, at "Megaheavy" skulle udvides til en spillefilm. Det lykkedes ikke. "Beskeden fra New Danish Screen var: 'Du skal bestemt lave spillefilm — bare ikke lige denne her om en pige på Bornholm.' I dag er jeg glad for, at jeg fik det afslag. "Ækte vare" står mig mere nær, blandt andet fordi jeg har lavet musikvideoer og kender rap-miljøet.
Megaheavy: Framegrab
Pengene skal række
"Hos New Danish Screen oplevede jeg, at min passion og fascination blev mødt med forståelse. I stedet for foredrag om 'fortællingens første vendepunkt' og den slags fik jeg lov til at udfolde min vision. Man troede på mig og mit projekt. Og det synes jeg, den færdige film bærer præg af."
Især up and coming-instruktører oplever tit, at andre blander sig i alt fra filmens rollebesætning til dens plakat, forklarer Ahmad, der er glad for den store indflydelse, han har haft på sit første spillefilmsforløb — inklusiv, hvordan plakaten skulle se ud.
De fem millioner støttekroner, som "Ækte vare" fik, var en formue i forhold til Ahmads tidligere budgetter. Da han erfarede, at pengene alligevel hurtigt fik ben at gå på, vendte han sig mod de Dogme-film, der havde fascineret ham som teenager. "Vi brugte næsten ingen penge på kostumer — de medvirkendes eget tøj passede fint nok i sammenhængen", forklarer han. "Faktisk er filmen heller ikke lyssat og skuespillerne ikke sminkede."
Nyt blik på en BMW
"Ækte vare" udspiller sig i et indvandrermiljø, men det var mit ønske at fokusere på menneskene bag nogle af de typiske fordomme", forklarer Ahmad. "Jeg ville lave en film, som hverken er forherligende eller fordømmende, for alle mennesker består jo af gode og mindre gode sider. Jeg ville derudover lave en film, der fokuserer på mulighederne, såsom en rap-karriere, ikke på problemerne. Også det fik jeg lov til."
Fenar Ahmad, som kom til Danmark som 5-årig i 1986, er træt af, at der altid fokuseres på farve og race, og ønsker ikke, at "Ækte vare" bidrager til den tendens. "Det gælder om at se fremad i stedet for altid at fokusere på folks rødder", siger han. "Min datter har en dansk mor, og hun skal ikke vokse op og føle sig splittet. Det er heller ikke tilfældigt, at farverne rød og hvid fylder så meget i filmens trailer. Danskhed er mange ting."
Ahmads overvejelser om indvandring og integration kommer også til udtryk rent billedæstetisk, som når hans kamera kæler for en BMW i filmens indledningssekvens.
"En BMW er jo flot, men den bliver som regel fremstillet med ironisk distance, a la 'Ha ha, der kommer en BMW med nogle perkere i!'. Det vil jeg gerne gøre op med. Jeg elsker selv at cruise rundt i bil og høre musik. Jeg gjorde det så sent som i går."
"Ækte vare" er produceret af Morten Kjems Juhl og Nina Bisgaard for Beofilm med Meta Film som koproducent
"Ækte vare"
Åbningsfilm på CPH PIX den 2. april
Biografpremiere den 8. maj
Trailer