Den 23. september indleder instruktør Mikkel Nørgaard og Zentropa optagelserne til filmatiseringen af "Fasandræberne", Jussi Adler-Olsens anden roman om Afdeling Q. Holdet optager i første omgang i Nordtyskland og senere i København.
Filmen åbner i 1994, hvor et tvillingepar findes brutalt myrdet i et sommerhus. Politiets efterforskning peger i retning af en gruppe rigmandsbørn fra en nærliggende kostskole, men sagen lukkes, da en lokal outsider erklærer sig skyldig og dømmes for mordene.
20 år senere ender sagen på vicekriminalkommissær Carl Mørcks skrivebord, og han indser hurtigt, at noget er galt. Carl og hans assistent Assad genoptager sagen og finder frem til et gammelt nødopkald fra en desperat pige, der tilsyneladende kender til mordene. Snart bliver de to kastet ud i en intens søgen efter pigen, Kimmie, der har været forsvundet, siden mordene fandt sted. Men Carl og Assad er ikke de eneste, der jagter Kimmie. Hendes viden er til stor fare for en gruppe indflydelsesrige mænd i toppen af samfundet, og de vil gøre alt, hvad de kan, for at forhindre fortiden i at indhente dem.
Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares og Søren Pilmark spiller igen rollerne som Carl Mørck, hans assistent Assad og drabschef Marcus Jacobsen. Denne gang introduceres en række nye personer: posedamen Kimmie, forretningsmanden Ditlev Pram, børsanalytikeren Ulrik Dybbøl og Carl Mørcks stærkt excentriske sekretær Rose, som bliver en fast del af trekløveret i Afdeling Q.
"Fasandræberne" skabes af holdet bag "Kvinden i buret". Nikolaj Arcel skriver denne gang manuskript sammen med Rasmus Heisterberg. Budgettet er på 39 mio. kr., og Det Danske Filminstitut har produktionsstøttet med 6,8 mio. kr. gennem Markedsordningen.
Publikum må vente til oktober 2014, før der er premiere på "Fasandræberne".
Imens lover de første internationale anmeldelser rigtig godt for "Kvinden i buret", der havde verdenspremiere på Locarnos filmfestival. Herhjemme får vi lejlighed til at se med om to uger, når der er premiere den 3. oktober.