Film på Roskilde Festival

ROSKILDE. Roskilde Cinema og Cinema City præsenterer et bredt udvalg af filmperler, oplevelser og billedlige aktiviteter på årets festival. Området foran biografteltet, Cinema City, er spækket med filmrelaterede og involverende aktiviteter.

Programmet byder på:

  • Adult Swim og Husets Biograf plejer både tømmermænd og feststemning i containerbiografen. I dagtimerne med Robot Chicken og Aqua Teen Hunger Force og i aftentimerne med Late Night Pulp Cinema til tonerne af blandt andet The Who, Bob Dylan og David Bowie. 
  • Tre campingvogne med storskærme tilbyder gratis adgang til hele Zentropas filmunivers med Zentropaondemand.dk.
  • Kino.dk interviewer årets biograf- og festivalgængere og præsenterer hele 10 filmquizzer på storskærm.
  • VideoMarathon stiller klippeudstyr, ekspertise og kameraer til rådighed for nye instruktørspirer og filmtalenter, og du kan deltage i konkurrencen om at lave den mest spændende kortfilm på mindre end 24 timer eller en ny musikvideo for den fremadstormende støjpopduo, Dig & Mig.

Roskilde Cinemas filmprogram er blevet til i samarbejde med CPH:PIX, CPH:DOX og Husets Biograf blandt andet med støtte fra Det Danske Filminstitut og byder på titler som eksempelvis Joachim Triers norske "Oslo, 31. august", Nicolas Winding Refns "Drive", den Winding Refn-eksekutivproducerede islandske "Black's Game", Ruben Östlunds dansk koproducerede "Play" og et smugkik på Kaspar Munks ungdomsdrama "You and Me Forever", der først får biografpremiere den 6. september 2012.

Desuden er der eksklusiv premiere på Antony Hegarty & Charles Atlas' dansk koproducerede dokumentariske musikfilm "Turning" om Antony and the Johnsons med efterfølgende q&a session med Antony via Skype. Filmen kan ses på iTunes fra den 15. august.

Se det fulde filmprogram.