Den overskårne grønne Morris Mascot, som sammen med et stort stålstativ, filmudstyr og computere udgør Det Danske Filminstituts omrejsende filmstudie FILM–Y, har taget turen til Cluj i Transsylvanien, Rumænien og åbner for skoleklasser den 1. juni. Børnene får mulighed for på få timer at skabe deres egen film og få praktisk erfaring med filmkunstens grundlæggende værktøjer.
FILM-Y's besøg er en del af et stort dansk fokus på Transilvania International Film Festivals i anledning af det danske EU-formandskab. Fredag den 1. juni er der officiel åbning i The Art Museum i Cluj, hvor den danske ambassadør fra Bukarest Michael Sternberg er til stede. Workshoppen har dog allerede vakt begejstring hos den prøveklasse, der netop har været igennem forløbet. Det fortæller Film Y's Louise Fischer, der har været i Cluj denne uge for at undervise lokale filmskoleelever i at være guider for børnene.
"Børnene er vildt entusiastiske. De slås om at få lov til at være instruktør og har simpelthen så mange ideer. Det er en helt anden verden end den, vi har oplevet i fx London og Bruxelles. I dag får vi besøg af en landsbyklasse, og det er jo en kæmpe oplevelse for de børn, der ikke er omgivet af teknologi og computere til hverdag. I det hele taget er de meget glade og taknemmelige på festivalen, og vi får masser af opmærksomhed. Udover de guider, vi har hyret, er der flere filmskoleelever, der har meldt sig frivilligt, så der er 10 voksne omkring hver skoleklasse," fortæller Louise Fischer.
FILM-Y er åben for skoleklasser i hverdagene og familier i weekenden i perioden 1.-19. juni. Når skoleklasserne er på besøg, bliver de delt op i to hold, hvor første halvdel får omvisning i filmstudiet, lærer om filmhistorie og ser en film – Esben Toft Jacobsens "Den kæmpestore bjørn" – mens det andet hold bliver undervist i filmproduktion, før de laver deres egen film. Efter frokost bytter de og slutter dagen med at se hinandens produktioner.
Der er allerede fuldt booket for både skoleklasser og familier.
Dansk fokus
Festivalen viser seks danske film i en særlig serie og yderligere seks film i festivalens øvrige sektioner. Bl.a. er Mads Matthiesens Sundance-vinder "10 timer til paradis" i hovedkonkurrence. De udvalgte 12 film er:
Konkurrence
10 timer til Paradis – Mads Matthiesen
Dansk fokus
Dirch - Martin P. Zandvliet
Ballroom Dancer- Andreas Koefoed og Christian Bonke
Beast – Christoffer Boe
Labrador – Frederikke Aspöck
Opfindelsen af Dr. Nakamats - Kaspar Astrup Schröder
Ambassadøren – Mads Brügger
3x3: Ole Christian Madsen
Superclásico
Prag
En kærlighedshistorie
No Limit
Magi i luften – Simon Staho
EducaTIFF
Den kæmpestore bjørn – Esben Toft Jacobsen
Transilvania Film Festival er en ung dynamisk festival, der spiller en stor rolle i den rumænske filmkultur. I rækken af filmfremstød under det danske formandskab, er festivalen det første samarbejde med et af de nye østeuropæiske EU-lande.
Transilvania International Film Festival (1.-10. juni 2012)