Når FilmFest Hamburg åbner dørene på torsdag, kan vores naboer mod syd opleve fem danske film, en operadebat og et manuskriptseminar med fokus på den danske filmsucces.
Danske film i Hamborg
- Armadillo af Janus Metz
- Cities on Speed: Shanghai af Nanna Frank Møller
- Cities on Speed: Cairo af Mikala Krogh
- Juan af Kasper Holten
- Oldboys af Nikolaj Steen
Derudover viser festivalen Dagur Káris islandsk-danske koproduktion "The Good Heart".
Særarrangement for operaelskere
Kasper Holtens debutfilm "Juan" – en moderne fortolkning af Mozarts "Don Giovanni" – vises i Hamborg kun få timer efter verdenspremieren i Pusan, Sydkorea. I forbindelse med filmen vil der være en uformel debat mellem instruktøren selv, producer Michel Schønnemann samt operastjernerne Christopher Maltmann og Maria Bengtsson, der finder sted fredag den 8. oktober på Elbphilharmonie Kulturcafé kl. 18.
Kasper Holten har været operachef på Det Kongelige Teater siden 2000.
The Secret ingredient of Danish films
Et seminar organiseret af MEDIA i Tyskland og Danmark retter fokus mod manuskriptskrivning i Danmark. Producer Vinca Wiedemann og forfatter og instruktør Tobias Lindholm vil deltage i en debat ledet af den tyske forfatter Arne Sommer. Seminaret afholdes fredag den 1. oktober kl. 15.30 i Restaurant Mazza. For mere information og deltagelse kontakt MEDIA i Tyskland: info@mediadesk.de.