Hvert år mødes filmentusiaster, kritikere og branchefolk i fire dage i den lille bjerglandsby Telluride i Colorado, USA for at se de nyeste independentfilm fra hele verden.
Festivalens beliggenhed 3000 meter oppe i San Juan-bjergene og det dyre festivalpas gør Telluride til en intim og eksklusiv begivenhed for en kerne hårdkogte cineaster, der trofast besøger festivalen hvert år. Programmet bliver først afsløret, når alle gæster er landet på bjerget dagen før start, så de må stole blindt på programlæggernes dømmekraft.
Da dette års program blev offentliggjort torsdag aften, var det med en usædvanlig flot repræsentation af dansk film. Nikolaj Arcels "En kongelig affære", Thomas Vinterbergs "Jagten", Joshua Oppenheimers "The Act of Killing" og Johan Oettingers "Seven Minutes in the Warsaw Ghetto" er blandt de håndplukkede 25 spillefilm og 25 kortfilm. Sidste gang danske film blev vist i Telluride var i 2008 med "Flammen & Citronen", "Maria Larssons evige øjeblik" og "Troells troldspejl".
Telluride Film Festival har ikke noget konkurrenceprogram. Målet er at fejre filmkunsten i alle dens former. Ære de gamle mestre og sætte spot på nye talenter. Telluride er stedet, hvor man stifter bekendtskab med ukendte perler og kommer til snigpremiere på spritnye film fra store instruktører. Spillefilm må ikke have haft offentlig visning i Nordamerika før festivalen.
En udtagelse til Telluride ses i specialistkredse som et kvalitetsstempel. Festivalen har høj pressebevågenhed i USA og er derfor et godt sted at starte en buzz for de film, der kommer i amerikansk biografdistribution.
Både "En kongelig affære" og "Jagten" bliver distribueret af Magnolia Pictures i USA, hvor filmene får biografpremiere i henholdsvis november og næste forår. Begge film har snigpremiere på Telluride inden den officielle nordamerikanske premiere på Toronto International Film Festival den 6.-16. september. Det samme gælder "The Act of Killing", som får verdenspremiere i Toronto.
En kongelig affære
Nikolaj Arcels historiske trekantsdrama om den sindssyge Christian VII, hans tyske livlæge Struensee og den unge engelskfødte dronning Caroline Mathilde havde verdenspremiere ved Berlin Filmfestivalen, hvor den modtog to Sølvbjørne. Manuskriptet er skrevet af Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg. Louise Vesth, Sisse Graum Jørgensen og Meta Louise Foldager har produceret for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Jagten
Thomas Vinterbergs drama om den 40-årige fraskilte familiefar, Lucas, der bliver udsat for en heksejagt i en mindre dansk provinsby, havde verdenspremiere på Cannes festivalen, hvor den vandt tre priser.
Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm har sammen stået for manuskriptet, og Morten Kaufmann og Sisse Graum Jørgensen har produceret for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut.
The Act of Killing
Dokumentarfilmen "The Act of Killing" foregår i byen Medan på øen Sumatra i Indonesien. I 1965 væltede militæret den indonesiske regering, og over en million mennesker – kommunister, etnisk kinesere og intellektuelle - blev udryddet. I filmen udfordrer filmskaberne dødspatruljeledere til at dramatisere deres rolle i folkemordet.
"The Act of Killing" er instrueret af Joshua Oppenheimer, som er født i USA og nu bosat i Danmark. Filmen er produceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real ApS med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Seven Minutes in the Warsaw Ghetto
Johan Oettingers korte sorthvide dukkefilm "Seven Minutes in the Warsaw Ghetto" er hensat til Warsawas ghetto i det nazi-besatte Polen. En 8-årig jødisk dreng leger i ved en mur, uvidende om, at han bliver overvåget af to SS-soldater på den anden side.
"Seven Minutes in the Warsaw Ghetto" har manuskript af Richard Raskin og er produceret af Ellen Riis for Basmati Film med støtte fra New Danish Screen. Filmen er blevet vist på en lang række festivaler, bl.a. CPH PIX, Annecy International Animation Film Festival, Edinburgh Film Festival, San Francisco Jewish Film Festival, Palm Springs Shortfest og Hiroshima International Animation Festival.