Fire danske projekter på IDFA Forum 2013

IDFA. I november mødes producenter og investorer fra hele verden i Amsterdam under IDFA-festivalen. I år deltager fire danske projekter på det vigtige koproduktionsmarked IDFA Forum.

Fra en amerikansk ildsjæl i det afghanske retssystem og vores klassiske musikarv til det seneste parlamentsvalg i Italien og et dokumentarspil om skæg og blå briller. 

Historierne spænder vidt i de fire dokumentarprojekter, som instruktørerne Nicole Nielsen Horanyi, Eva Mulvad, Lise Birk Pedersen og Trine Laier sammen med deres producenter skal søge finansiering til ved det store koproduktionsmarked, der afholdes i forbindelse med IDFA filmfestivalen i Amsterdam i november.

Fakta

IDFA Forum blev etableret i 1993 og er i dag det største mødested for filmskabere, producere og investorer i Europa.

90 % af de projekter, som pitches på Forum, bliver realiseret.

I alt 58 projekter er udvalgt til Forum i år.

Forum finder sted 25.-27. november i Amsterdam.

Læs mere om IDFA Forum

De fire danske projekter

Afghan Justice

Kimberley Motley har efterladt sin mand og tre børn hjemme i USA for at arbejde som forsvarsadvokat i Kabul. Motley tog oprindeligt af sted for pengenes skyld, men efterhånden vokser hendes engagement i arbejdet for at forbedre det afghanske retssystem.
Instruktør: Nicole Nielsen Horanyi
Producer: Helle Faber for Made in Copenhagen
Forventet premiere: 2015

A Modern Man

Filmen tager os med på en rejse ind i et magisk univers, hvor dedikerede mennesker vier deres liv til vores fælles arv: klassisk musik.  
Instruktør: Eva Mulvad
Producer: Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production
Forventet premiere: 2015

School of Democracy

Den italienske komiker Beppe Grillo og hans protestbevægelse vandt 25 % af stemmerne ved parlamentsvalget i februar 2013. Kan 163 uprøvede senatorer slå Berlusconi, mafia og korruption? Og hvad sker der, når idealerne møder den politiske virkelighed?
Instruktør: Lise Birk Pedersen
Producer: Lise Lense-Møller for Magic Hour Films
Forventet premiere: 2014

Cosmic Top Secret Experience

Cosmic Top Secret Experience er et selvbiografisk, animeret dokumentarspil om T, som er på jagt efter svar på, hvad hendes far lavede for den danske efterretningstjeneste under den kolde krig.
Instruktør: Trine Laier
Producer: Lise Saxtrup for Klassefilm
Forventet premiere: 2015

Læs mere om IDFA Forum