"En af mine drivkræfter var sådan set mine egne fordomme. Og vel et hvilket som helst andet publikums fordomme. For helt ærligt, en tyve år yngre thailænder – hvad er han ude på? Vil han udnytte Poul? Vil han smutte og finde en yngre, flot dansk fyr – det tænkte jeg jo, ligesom rigtig mange andre også gjorde. Og det skete bare ikke. De var rigtig glade for hinanden og blev ved med at være sammen."
Sådan siger instruktør Iben Haahr Andersen om sin motivation for at lave filmen "Da Poul sprang ud". Det er historien om bundgarnsfiskeren Poul, der i en sen alder springer ud som homoseksuel og finder kærligheden i den tyve år yngre thailænder Mai. Sammen lever de to et stilfærdigt liv i Fanefjorden på Møn – et liv, Iben Haahr Andersen har fulgt over seks år, fra nyforelskelse til hverdagens trivialiteter med de små og store dramaer, der følger med.
I mange år har Poul levet et helt ordinært, heteroseksuelt liv med sin kone og to børn. Men da hans teenagedatter på tragisk vis omkommer i en bilulykke, går Poul helt ned. Så langt ned, at han efter et par år med alvorlig depression skal træffe valget mellem at tage sit eget liv eller springe ud som bøsse.
Når ældre mennesker rykker
"En af de ting jeg altid falder for er, når ældre mennesker rykker. Når de gør et eller andet i en sen alder, som man simpelthen ikke lige havde forestillet sig, for at få et bedre liv. At turde gøre noget i stedet for at sidde og visne – det kan man ikke vise nok. Og det er en stor inspirationskilde for både ældre og yngre," lyder det fra Iben Haahr Rasmussen.
Poul træffer sit valg og springer ud. Over for sin kone, sin søn og lokalsamfundet. Og da han i en alder af 62 møder Mai, er han som nyforelsket. Det er her, vi først stifter bekendtskab med parret. Mai er lige ankommet til Danmark og taler kun meget lidt dansk, mens Poul taler et halsbrækkende engelsk.
"Twenty kvadratmeter for one person," gengiver han kravene fra Udlændingeservice, der skal opfyldes for at Mai kan få opholdstilladelse.
"Twenty what?" spørger Mai.
"Twenty kvadratmeter," gentager Poul.
Alligevel finder de ud af det. Mai bliver bedre til dansk, får et job og sit eget liv – og det bliver hverdag. Årstiderne kommer og går, og som alle andre par bliver Poul og Mai irriterede på hinanden en gang i mellem.
Netop det, at parrets liv er som de fleste andres, er en af pointerne med filmen, forklarer Iben Haahr Andersen:
"Det var vigtigt for mig at lave en film om to homoseksuelle. Men jeg ville gerne vise, at det er de bare – at en fisker også kan være homoseksuel, og at det er okay. Det er en god historie at få ud til en masse mennesker."
Plads til mangfoldighed
Instruktøren, der i 2009 stod bag filmen 'Goddag mit navn er lesbisk' om lesbisk kultur og hverdagsliv fra 1950erne og frem til i dag, er ikke bleg for at indrømme, at hun har en kønspolitisk agenda med sine film:
"Ja, selvfølgelig har jeg det. Jeg synes, det er vigtigt at vi kan få lov at være dem, vi er. Og gerne så forskellige som muligt. Mangfoldigheden skal have lov at være her, og hvis der er en fisker der er bøsse, så er det da skønt. Det ville også være skønt med en fisker, der er transvestit."
Og selvom det lille fiskersamfund på Møn nok ikke har set så mange homoseksuelle bundgarnsfiskere i tidens løb, har de lokale taget godt imod Poul og Mai og deres kærlighed.
"Det var overraskende," siger Iben Haahr Andersen og refererer igen til sine egne fordomme, denne gang om det såkaldte Udkantsdanmark:
"Jeg tænkte, hold da op, hvad siger de til det nede i den der lille havn – de fiskere, han altid har fisket sammen med. Jeg troede, han ville få den kolde skulder. Men de er der bare; de fisker og hjælper stadig hinanden. Og jeg tror dels det skyldes, at de kender Poul som en god, sød, dygtig fisker – han er meget respekteret – og dels, at de kendte hans historie og vidste, hvor ulykkelig og syg, han havde været. Når man ser sådan en ældre mand blomstre så meget op – det kan man ikke andet end blive glad for, ligegyldigt hvilket forhold man har til homoseksuelle."
