Siden Lars Munck var en lille dreng, har han følt, at han ikke passede ind blandt sine omgivelser. Indtil den dag, hvor han besluttede sig for at tage til Hollywood for at forfølge sin store drøm om at blive storyboardtegner på en amerikansk spillefilm. Det er nu blevet til novellefilmen "Flugten til Hollywood", en film om at forfølge sine drømme men også om, hvordan drømme nogen gange kan svigte.
"Flugten til Hollywood" startede ud som en storyboarddagbog, der blev bragt i Politiken i 2007. Men historien om Lars havde mere potentiale i sig, så derfor tog kæresten og filminstruktør, Trine Dam Ottosen, kameraet over skulderen og begav sig med ud på en rejse med op- og nedture i den amerikanske filmby.
At blive konfronteret med sine drømme
Men hvordan er det, når personen på den anden side af kameraet er én, man kender så godt?
"Det er klart, at det undervejs i processen blev svært at skille ad, hvornår jeg var kæreste, og hvornår jeg var instruktør. Men den nærhed har også i høj grad været med til at forme den spontane og eftertænksomme grundstemning, som filmen har. Det skabte den her reflekterende tilstand, som vi var fælles om" siger Trine Dam Ottosen.
Drømme er et centralt tema i filmen. De fungerer som et symbol på, at man kan, hvad man vil. Men også, at det kan være sundt at blive konfronteret med sine drømme og de illusioner, som kan ligge bag.
"Jeg vil til enhver tid sige, at det er vigtigt at gå efter sine drømme, også selvom det ikke går, som man har regnet med. Men jeg er også interesseret i at udforske, hvordan drømme driver os, og om vi nogensinde bliver tilfredse i vores jagt på den her hellige gral, hvordan den så end ser ud," forklarer Trine Dam Ottosen.
Farvandet mellem fantasi og virkelighed
"Flugten til Hollywood" er en dokumentarfilm blandet med animation. Tegningerne blev Lars' middel til at udtrykke de tanker og følelser, han havde svært ved at udtrykke på anden vis.
"Jeg er et meget visuelt menneske. Jeg er opvokset med døve forældre, så det har altid faldet mig meget naturligt at udtrykke mig i tegninger," forklarer han.
Blandingen af tegninger og realbilleder skal ifølge Lars symbolisere, hvordan det er at befinde sig i farvandet mellem fantasi og virkelighed.
"Vi vil jo gerne fortælle vores egen historie, det er jo det, vi mennesker gør. Men man skal være klar over, at drømme kan være en forræderisk størrelse, som hurtigt kan skifte til et mareridt," fortæller han.
"Flugten til Hollywood" er lavet med støtte fra Filmværkstedet og vises i Cinematekets SneakBar fredag den 2. marts.
Tid: Fredag den 2. marts kl. 19.00 og 21.00. Genvisning den 14. marts.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Arrangementet er gratis. Billetter kan bestilles på telefon 3374 3412 fra den 21. februar. Da det er den allersidste SneakBar, vil der givetvis være endnu mere rift om billetterne.
Læs programmet for SneakBar Marts