Per Fly filmer i Sverige

FILMSTØTTE. Per Fly har længe ønsket at lave en spillefilm om den talentfulde svenske jazzsangerinde Monica Zetterlund, og i denne uge gik instruktøren i optagelse med "Monica Z", der er en svensk film med dansk koproducent.

Monica Zetterlund var et stort navn i Skandinavien i 60'erne og 70'erne, hvor hun arbejdede sammen med nogle af jazzens største internationale ikoner. I Per Flys "Monica Z" spilles hun af den svenske sangerinde og singer-songwriter Edda Magnason, der albumdebuterede i 2012.

Edda Magnason med nummeret "Snow" (YouTube) 

"Monika Z" tager afsæt i sangerindens barndom med et kompliceret forhold til faren, som blev afgørende for hendes omtumlede karriere som feteret stjerne ikke blot inden for jazzen og de svenske ballader, men også som komedienne og skuespiller.

"At lave en film om Monica Zetterlund har altid været en stor drøm for mig. Som sangerinde genopfandt hun den svenske jazz sammen med storheder som Beppe Wolgers, Arne Domnérus og den legendariske Bill Evans. Monica Zetterlund var også en fantastisk skuespillerinde og komedienne. Hun var bl.a. stjerne i Hans Alfredson og Tage Danielssons mange uforglemmelige film og teaterstykker. Historien om Monica Zetterlund er også fortællingen om dilemmaet ved at være kendt og være en levende legende elsket af alle, men uden selv at kunne finde kærligheden," fortæller Per Fly om sin film.

Svenske Peter Birro har skrevet manus, Eric Kress  er fotograf, og dansk-svenske Åsa Mossberg klipper. Thomas Gammeltoft, Eyeworks Fine & Mellow, er filmens danske producer, og svenske Stella Nova er hovedproducent. Det Danske Filminstitut har givet koproduktionsstøtte på 2,0 mio. kr. ved filmkonsulent Steen Bille. Der er forventet premiere i september 2013.

Se Poul Reichhardt præsentere Monica Zetterlund i 1966 ved en optræden i København med Bill Evans Trio med nummeret "Once upon a Summertime" (YouTube) 

www.eddamagnason.com