Per Fly er netop taget til Toronto for at starte forberedelser til sit største filmprojekt til dato, den internationale politiske thriller "Backstabbing for Beginners". Den 11. januar går optagelserne i gang i den canadiske storby, og derefter filmes der i København og i Jordan.
"Backstabbing for Beginners" er inspireret af den sande historie om danske Michael Soussan, der får sit ønskejob i FNs Oil for Food program, hvor han kastes ud i en magtkamp mellem dysfunktionelle diplomater, kyniske regeringer og grådige virksomheders ønske om at tjene penge på Iraks olie, i en tid hvor Saddam Hussein fortsat sidder ved magten. Michael får hjælp af sin dygtige og erfarne chef, men da han får indsigt i processerne, går det op for ham, at der svindles med milliarder, og at korruptionen rækker helt ind i de inderste cirkler. Det eneste, han kan gøre, er at afsløre alt – og dermed risikere FNs renommé, den kvinde han elsker, og måske endda sit eget liv.
Ben Kingsley og Josh Hutcherson har hovedrollerne. Per Fly har skrevet manuskript sammen med Daniel Pyne på baggrund af bogen "Backstabbing for Beginners – My Crash Course in International Diplomacy" af den tidligere FN-medarbejder og whistle blower Michael Soussan. Brendan Stacey er fotograf, og Morten Giese er klipper.
"Backstabbing for Beginners" er første produktion fra produktionsselskabet Creative Alliance, som Per Fly selv er medejer af. Producerne er Malene Blenkov og Nikolaj Vibe Michelsen fra Creative Alliance, Lars Knudsen og Jay Van Hoy fra Parts & Labor og Daniel Bekerman fra canadiske Scythia Films.
Filmen har et budget på over 50 millioner kr. og er en dansk-canadisk koproduktion med produktionsstøtte fra Det Danske Film Institut på 6,5 millioner kr. gennem konsulentordningen ved Steen Bille. Desuden støtter DR, Det Svenske Filminstitut, SVT, Nordisk Film & TV Fond samt Ontario Media Development Corporation.
Der er forventet premiere i foråret 2017.
Om de danske producenter
Creative Alliance er et uafhængigt dansk produktionsselskab, ejet af de fire nordiske instruktører Per Fly, Lone Scherfig, Ole Christian Madsen og Dagur Kari, og producerne Nikolaj Vibe Michelsen og Malene Blenkov. "Backstabbing for Beginners" er selskabets første produktion. Deres næste film er skrevet og instrueret af Lone Scherfig.
Parts & Labor, der ejes af Lars Knudsen og Jay Van Hoy, har produceret mere end 20 film i USA. "Backstabbing for Beginners" er deres første danske produktion.