Forbandelsen ved et godt udseende

INTERVIEW. Er det udelukkende en god ting at være født med et godt udseende? Det spørgsmål stiller instruktør Mads Matthiesen i filmen "The Model" om en ung fotomodel, der kæmper for at slå igennem på den parisiske modescene, men mister sig selv undervejs. "The Model" møder publikum for første gang på Göteborg Filmfestival fra 29. januar og får dansk premiere den 11. februar.

Filminstruktør Mads Matthiesen er optaget af "det med kroppen". 

Mine film handler meget tit om individet over for fællesskabet eller samfundet. Mødet mellem de to og hvordan der kan opstå problemer, når man træder uden for konventionerne – eller som i Emmas tilfælde forsøger at passe ind og blive accepteret for enhver pris.

"Kroppen er sådan en maskine, vi går rundt med, men den påvirker os også psykisk. Vi ser så forskellige ud, og vores fremtoning har stor betydning for, hvordan omgivelserne opfatter os. Det bliver særligt tydeligt, hvis man for eksempel er kæmpestor eller meget, meget smuk," siger han.

Det sidste er tilfældet for Emma, hovedpersonen i Matthiesens "The Model", som har fået kontrakt med et modelbureau i Paris. I filmens første scene tager hun afsked med kæresten, familien og livet i en lille dansk provinsby for at starte sit nye liv i det store udland. Men modebranchen og tilværelsen som model er ikke, hvad hun havde regnet med, og i den franske hovedstad havner hun i en række situationer, som udfordrer hendes dømmekraft. Et af filmens centrale spørgsmål er, hvor langt vi er villige til at gå for at opnå det, vi drømmer om.

Ligesom Matthiesens seneste film, spillefilmdebuten "10 timer til Paradis" om bodybuilderen Dennis, der tager til Thailand og finder en kæreste, kredser "The Model" om, hvordan vores valg opfattes af omgivelserne, og hvad vi gør for at føle os accepteret.

"Mine film handler meget tit om individet over for fællesskabet eller samfundet. Mødet mellem de to og hvordan der kan opstå problemer, når man træder uden for konventionerne – eller som i Emmas tilfælde forsøger at passe ind og blive accepteret for enhver pris."

Emma drømmer om at komme på forsiden af modebladene og gå haute couture-modeshows for Chanel. Men modebranchen er benhård og modellerne i den en vare, der skal sælge. Lever de ikke op til kravene, ryger de ud.

Mads Matthiesen var interesseret i at undersøge, hvad det gør ved en kvinde at være så smuk som Emma, og hvordan det i værste fald kan få et menneske til at miste realitetssansen og give køb på sine værdier for at få bekræftelse.

The-Model_450_2
"The Model" Foto: Carole Bethuel

 

Når rampelys forveksles med kærlighed

"Hvis man er smuk, finder man hurtigt ud af, at man kan bruge sit udseende til noget. Til at komme frem i verden. Og måske begynder man også at tro, at det udelukkende er dér, man har sin værdi – at det indre ikke tæller. Og jo mere, man bliver bekræftet i det, desto mere forstærker det ens mindreværd," siger Matthiesen. 

I Paris forelsker Emma sig hovedkulds i hotshot-fotografen Shane, som hun indleder et forhold til. Han hjælper hendes modelkarriere gevaldigt på vej, og før hun ved af det, pryder hun forsiden af et af de glittede modemagasiner, akkurat som hun havde drømt om. Hun glemmer kæresten Frederik derhjemme og lader sig forføre af tilværelsen som feteret model. Undervejs går hun på kompromis med sine værdier og mister fornemmelsen af, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion. Hvad der er rigtigt og forkert.

"Modebranchen er jo ren fiktion. Den sælger en fantasi, og det forvirrer hende," siger Matthiesen. Han tror, at det er noget, som rammer mange modeller – og andre, som når til tops i en eller anden form for feteret branche.

"Det er jo det samme i filmverdenen," tilføjer han.

Den 39-årige instruktør prøvede i 2012 på egen krop, hvad det kan gøre ved én at blive overøst med opmærksomhed. Dengang stod han på scenen foran 3000 mennesker under Sundance Filmfestivalen og modtog prisen som bedste instruktør for sin debutfilm. Og rampelyset kom til at føles som bekræftelse, som en form for kærlighed.

"Det er det jo ikke. Men man kan godt komme til at forveksle det med kærlighed. Så skal man ned igen bagefter. Og hvordan forholder man sig til det? Er man så en fiasko, når man ikke får opkaldene fra modeshowene og ikke har forsiderne længere?"

 

Ædt op i de voksnes verden

Ligesom Kim Kold, der spiller bodybuilderen Dennis i "10 timer til Paradis", er Maria Palm i "The Model" ikke professionel skuespiller, men castet fra det miljø, filmen skildrer. Hun har rejst verden rundt som model, skudt en kampagne for den amerikanske designer Marc Jacobs og været med i Vogue.

Inden optagelserne castede Mads Matthiesen 50-70 modeller. Valget faldt på Maria Palm, fordi hun havde en sårbarhed og en naturlig evne til at give af sig selv, fortæller han. 

"Hun har ikke paraderne oppe. Jeg tror, hun kunne komme langt som skuespiller, hvis det var det, hun ville. Hun har evnerne og brænder igennem." 

Det var afgørende for Matthiesen, at det var en professionel model, som spillede rollen. 

"Det er med til at skabe troværdighed. Og Maria var til stor hjælp i processen med at etablere et realistisk miljø i scenerne med fotoseancer og samtalerne med agenten."

Ligesom Emma i filmen begynder mange af modellerne deres karriere, mens de stadig er ganske unge, og det forstærker ifølge instruktøren risikoen for, at de får et forskruet billede af, hvad der er vigtigt. Ikke mindst fordi vi lever i en tid, hvor selviscenesættelsen på de sociale medier har så stor magt, og man har mulighed for at skabe en anden identitet end den, man har i den virkelige verden. 

"Det er jo en stor del af tilværelsen i dag at billedliggøre og iscenesætte sig selv på de sociale medier – på en måde, som jeg synes er sindssyg. Det kan godt være farligt at søge bekræftelsen i de fjerne relationer og tro, at det er de ydre værdier, der tæller, frem for de nære relationer og indre værdier. Når man er ung, kan man godt fare lidt vild i det, tror jeg." 

Filmen er et billede på, hvad der sker, når man bliver voksen for hurtigt. Når man træder ind i de voksnes verden og bliver, som Matthiesen formulerer det, "chewed up".

"Unge i dag træder ind i voksenlivet meget tidligere end for 20 år siden. Og modebranchen er et tydeligt billede på, hvordan det er at være 16 år og skulle tage stilling til en masse ting, man måske ikke er klar til på egen hånd."

"The Model" er produceret af Jonas Bagger for Zentropa og har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut. Filmen har verdenspremiere på Göteborg Filmfestival (29. januar – 8. februar) og vises i de danske biografer fra den 11. februar.