Hvordan vil du beskrive Bullitts profil i dag?
Vi er dokumentarister. Vi elsker at fortælle historier om og fra og med virkeligheden. Vi er især forelskede i mennesker, som kaster sig ud i vilde forehavender og projekter, når de lykkes med det, og når de absolut ikke lykkes. Vi er gode til at få unik adgang til situationer og hændelser, hvor der er meget på spil, og vi øver os rigtig meget på også at få de her film ud at arbejde, så vi er med til at gå imod en ensretning i de levende billeder. Sociale og politiske emner ligger os på sinde, men vi er også rigtig glade for at lave kunstneriske og kantede film.
Hvordan vil du beskrive den udvikling, du og selskabet har været igennem?
Bullitt fik en syv-års-krise i 2014. Min partner Elise Lund Larsen og jeg splittede op efter en meget vidunderlig tid sammen. Indtil da havde vi også haft fiktion i Bullitt – vi lavede to spillefilm og også en del animation. Nu er vi mere rendyrkede dokumentarister, som satser ligeligt på talentudvikling og erfarne kræfter. Som rigtig mange af mine kolleger kører jeg nu selskabet alene, men fortsat med en formel bestyrelse, som vi har meget stor glæde af.
Hvad har været det mest udfordrende?
Jeg synes ubetinget, at det mest udfordrende som producer er at sørge for, at vores instruktører kan få den nødvendige arbejdsro til at dykke ned i historierne og forfølge deres vision. Det er ofte et meget abrupt arbejde forbundet med stor usikkerhed på rammerne at lave dokumentar. Jeg har en længsel efter større kontinuitet og ro, som clasher med den suppe, vi svømmer i.
Hvad har været det sjoveste?
Der findes ikke et bedre arbejde end mit. At lave film er en sammensmeltning af at have meget klare idéer og drømme på den ene side og så have en stor håndværksmæssig og kreativ kunnen på den anden. Risiko og erfaring. Og det sker alt sammen i teams. At være med til at bringe det i spil er en meget stor tilfredsstillelse.
Er der nogen projekter, du særligt gerne vil fremhæve?
Jeg er mest optaget af de projekter, vi har i støbeskeen, og jeg synes, at Tanja Wol Sørensen, som nu laver sin første større dokumentar, arbejder med en formidabel styrke. Hun laver film om fire generationer i en lille familie i Colombia, som er totalt splittet af den krig, som de har levet med i så mange år. Vi arbejder også med en film af Karen Stokkendal Poulsen, som skildrer magtforholdene i Myanmar, behind-the-scenes. Men så har jeg også været down memory lane og genset vores "Solange on Love" fra 2008, instrueret af Tine Katinka Jensen, og det var meget rørende. Tine døde for to år siden, men hendes stemme i den film er meget stærk, feministisk og sanselig. Den ramte mig i hjertet.
I dag fokuserer I på dokumentarfilm. Hvorfor det valg?
I min optik er dokumentarisme den mest spændende retning inden for kunsten og levende billeder i dag overhovedet. Den har næsten altid et aktivistisk element, som handler om at give vægt til stemmer og begivenheder, som er vildt vigtige og oversete af mainstream. Om repræsentation – hvem har en stemme og et ansigt i mediebilledet... Og så har den ofte et æstetisk, eksperimentelt element i sig. Instruktørerne henter deres erfaringer mange steder fra: Billedkunst, journalistik, psykologi, antropologi.
Hvordan ser du på dansk dokumentarfilms styrker og udfordringer?
Jeg håber, at dansk dokumentarfilm tør bevare en råhed. Vores production value stiger og stiger, men det er vigtigt at kunne mærke, at dette er den fantastiske virkelighed – det er den, der er filmens råstof, at stå på mål for det. Og så er jeg virkelig bekymret for, at Nordens enestående tradition for at lave public service kan blive for presset. Jeg oplever, at vi i Danmark tager det lidt for givet, at vi har sådan en fantastisk platform for viden, udveksling, debat, kultur og ytringer. Det er så vigtigt, at dokumentar kan opleves af den brede befolkning, at den kan nå ud – også til dem, som ikke er medlemmer af klubben.
Hvad skal der ske nu? Hvordan ser du fremtiden for jer?
I fremtiden vil jeg bruge al den erfaring, jeg har fået med filmproduktion, til at lave de vildeste film. Jeg vil gerne lave endnu en film med filminstruktør Charles Atlas [Bullitt arbejdede i 2011 sammen med Atlas om musikdokumentaren "Turning", red.], og jeg drømmer om at lave en film med kunstner Sophie Calle. Jeg ønsker at gå virkelig langt med min filmfamilie: Teamet på Bullitt er helt afgørende for, at vi kan arbejde, som vi gør. Ninna Bohn Pedersen og Sophia Jacques har boet i udlandet i mange år, og de kommer med et fresh eye til selskabet og med kompetencer, som blander en akademisk viden med en kunstnerisk. Rikke Tambo og jeg har arbejdet sammen de sidste syv år, og det er en kæmpe fornøjelse at opleve hende som fullblown producer og have været med på den rejse.
I er fire kvinder – er det en tilfældighed?
Nej, de mange kvinder både foran og bagved kameraet er ingen tilfældighed.
