Fortællingen om Rosa

INTERVIEW. I René Bo Hansens "Fortællingen om Rosa" beretter fem plejebørn om svigtet fra deres biologiske forældre og om livet hos en plejefamilie. Dokumentaren kan ses den 12. december på DR2.

Forældre med alkoholproblemer, sygdom og dårlige undskyldninger er den virkelighed, som nogle børn må kæmpe med i dagens Danmark. René Bo Hansens "Fortællingen om Rosa" skildrer tilværelsen for fem plejebørn.

I filmen samles børnene i et stort hus med naturskønne omgivelser. Her skaber de, sammen med en tegner og et tidligere plejebarn, animationsfilmen om Rosa, der lige som dem selv må forlade sin familie og begive sig ud på en ukendt og ensom rejse.

Med et enormt engagement skildrer René Bo Hansen gennem børnenes individuelle fortællinger den fælles historie om livet som plejebarn. Fortællingerne fremstår som personlige men uden at blotlægge børnenes liv. "Jeg har forsøgt at skildre deres historier på en lødig måde, der ikke overtræder deres grænser, så det kan bidrage til forståelsen af livet som plejebarn," siger René Bo Hansen.

"Det er vigtigt for børnene at sætte ord på deres situation og give udtryk for de frustrationer, de bærer rundt på. At de fem børn i "Fortællingen om Rosa" står frem, kan give håb og mod til andre plejebørn. Voksne ville også kunne fortælle om emnet, men det giver en anden betydning, når ordene kommer fra børnene selv".

At bryde tavsheden

René Bo Hansen har siden starten af 80'erne arbejdet som instruktør, manuskriptforfatter og fotograf på forskellige filmprojekter i Danmark. Han er særligt optaget af at skabe film, der fungerer som talerør for børn og unge og har blandt andet instrueret "Så himmelsk anderledes" og "Pas på nerverne", der begge handler om børn og unge med vanskelige opvækster.

At være plejebarn er ofte forbundet med et selvbelagt tabu, fortæller René Bo Hansen. Man taler ikke om det med andre. "At få børnene med på at bryde dette tabu kræver, at de tror på, at nogen vil lytte og forsøge at forstå deres situation. De er vant til at være 'små voksne', fordi de fra en meget tidlig alder har klaret sig uden den rette omsorg fra forældre. I virkeligheden er de sårbare børn, der ikke er klar til at sætte rammerne for deres eget liv helt alene."

Hele 850 plejebørn såvel som et stort antal institutioner, kommuner, faggrupper og biblioteker har indtil nu bestilt filmen. På Fyn har en gruppe plejebørn også dannet deres eget netværk, hvor de nu mødes og taler sammen – de kalder netværket for "Rosa". Det viser, at behovet for en film om emnet har været stort.

"Filmen bidrager til, at man som plejefamilie, sagsbehandler eller blot som almindeligt menneske får reflekteret over, hvor vigtigt det er at lytte til børn og hjælpe dem, så deres situation kan ændres, når det er nødvendigt," siger René Bo Hansen. 

"Fortællingen om Rosa" er produceret af René Bo Hansen selv for Nordstjernen Film og TV. Den er finansieret af Egmont Fonden, Bikubefonden, Børn & Familier, LB-Fonden, Undervisningsministeriets Tips- og Lottomidler, Prins Joachim og Prinsesse Alexandras Fond, DR og SDI Media med lanceringsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Fortællingen om Rosa
12. december kl. 23

DR2


For mere information

Filmens facebookside

Filmens hjemmeside

Børnetinget er et debatforum for nuværende og tidligere plejebørn, men voksne er velkomne til at læse med og få et indblik i plejebørns liv og behov. Her kan plejebørn mellem 11 og 18 år gratis bestille "Fortællingen om Rosa".