"Fra Haifa til Nørrebro" har vundet en Muhr Arab Special Jury Prize For Dokumentarfilm og publikumsprisen Damas People Choice Award på Dubai International Film Festival, en af de største festivaler for arabisk film.
Omar Shargawi beskriver sin film som et atypisk indslag på den arabiske festival: "På festivalen i Dubai er de ikke vant til at se film fra det, de kalder diaspora palæstinensere," fortæller Omar Schargawi, som forklarer at begrebet dækker over palæstinensere, der lever uden for Palæstina. "Filmen har en anden vinkel på Israel-Palæstina-konflikten, og det er nok det, der har gjort, at den fik så meget vind i sejlene."
"Fra Haifa til Nørrebro" er Omar Shargawis portræt af sin far Munir, der flygtede allerede som 9-årig fra Palæstina sammen med sin familie. Efter at have levet som politisk aktiv flygtning i flere andre mellemøstlige lande kom han til Danmark først i 1960'erne. Munir bærer stadig rundt på megen smerte og sorg, og det kan være svært at forstå for hans omgivelser, ikke mindst for hans søn.
Filmen har vundet en Robert for årets bedste lange dokumentarfilm 2010.
Carsten Holst har produceret for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut.