Fransk tema til Viborg Animationsfestival 2018

FESTIVAL. Danmarks største animationsfestival indtager Viborg og omegn fra den 24. september. Det stærke animationsland Frankrig er årets tema på Viborg Animationsfestivalen, der også slår et slag for nye fortællinger i Virtual Reality og andre visuelle kunstarter.

Over 25.000 gæster forventes at besøge Viborg Animationsfestival, populært kaldet VAF, der fra den 24. september og ugen ud byder på et væld af aktiviteter for publikum og professionelle. Foruden et omfangsrigt filmprogram i både langt og kort format kan publikum opleve, hvordan nye virtuelle teknologier går hånd i hånd med animation inden for spil, kunst og læring. 

Viborg Animationsfestival er ikke bare Danmarks største animationsfestival – den er hele Danmarks festival, fordi den spænder så bredt og rammer både børnefamilier, unge mennesker, ældre og ikke mindst de professionelle og erhvervslivet.

- Festivaldirektør Morten Thorning

Festivalen, som arrangeres af The Animation Workshop i Viborg, har i år Frankrig som tema, og de franske film og kunstnere præger programmet med både film, virtual reality-værker og udstillinger.

”Viborg Animationsfestival er ikke bare Danmarks største animationsfestival – den er hele Danmarks festival, fordi den spænder så bredt og rammer både børnefamilier, unge mennesker, ældre og ikke mindst de professionelle og erhvervslivet,” siger festivaldirektør Morten Thorning og uddyber om den franske forbindelse:

"Få har som franskmændene taget animationsfilmen alvorligt og sidenhen systematisk og effektivt støttet den fra at være en famlende kunstart til at være en stærk industri. VAF ønsker at inspirere den danske animationsbranche, og vi markerer med årets tema et stærkt broderskab med den franske animation, som vi mener kan blive interessant for dansk animation de kommende år."

FAKTA

Siden 2006 har The Animation Workshop afholdt en årlig animationsfestival, der i 2012 tog sin nuværende form som Viborg Animationsfestival.

Festivalen med forankring i det midtjyske inviterer hvert år publikum og professionelle fra ind- og udland til at opleve animation i mange formater og blive klogere på genrens potentialer inden for kunst, pædagogik og formidling.

Viborg Animationsfestival 2018 løber fra den 24. til den 30. september.

Læs hele programmet.

Forsmag på Ternet Ninja

Festivalens filmprogram præsenterer et udvalg af forestillinger til både børn og voksne. Blandt andet inviteres publikum til et eksklusivt klip fra Anders Matthesens kommende animationsfilm ’Ternet Ninja’, der får biografpremiere den 25. december. Filmens medinstruktør, Thorbjørn Christoffersen, introducerer og fortæller om filmens tilblivelse.

Publikum kan også se Wes Andersons stop-motion film ‘Isle of Dogs’, som den amerikanske instruktør modtog en sølvbjørn for ved filmfestivalen i Berlin. Blandt de mange kortfilm på programmet er de to franske Oscar-nominerede titler 'Garden Party' af Illogic Collective og 'Adama' af Simon Rouby. 

Fokus på den udvidede oplevelse

'Extended – Viborgs Game og XR Expo' bliver stedet, hvor festivalgæsterne kan opleve, hvordan de nyeste virtuelle teknologier spiller med inden for erhvervsliv, underholdning og kunst. Her bliver man klogere på, hvad der rører sig inden for spil og app-udvikling – og kan afprøve det nyeste udstyr inden for virkelighedsudvidende teknologier som Virtual Reality og Augmented Reality. 

Under overskriften ’Expanded Animation’ udforsker kunstnere, forskere og teknisk kyndige fra ind- og udland rammerne for kreativitet inden for animation, teknologi og visuel kunst. Her kan publikum være med og følge de skabende processer eller opleve en række tværæstetiske, interaktive værker. 

Også i den brancheorienterede gren af festivalen er der fokus på sammensmeltningen mellem animation og ny teknologi, og hvordan forskellige indsatser kan være med til at styrke arbejdet i andre dele af samfundet. 'Animated Health' er titlen på en konference, hvor arrangørerne har brugen af Virtual Reality i sundhedsvæsenet på dagsordenen, mens 'Animated Learning' er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor skolefolk, forskere og institutioner mødes for at diskutere, hvordan innovative redskaber kan styrke børn og unges forståelse for filmsprog og visuel kommunikation. 

Læs om festivalen, der også byder på udstilling af kunstanimationer, en filmisk rejse på domkirkepladsen, en festival for børn og unge, foredrag og meget mere, på animationsfestival.dk, hvor man også kan finde henvisning til festivalens VAF-app. 

Det støtter Filminstituttet

Viborg Animationsfestival
Filminstituttet støtter festivalen og dens indsats for at få berigende animationsoplevelser ud til et bredt publikum.

Animated Learning
Konference med fokus på visuelle undervisningsmetoder, der fremmer film- og medieforståelse i skolerne.

Creative Media Industry Forum
Strategisk mødested og netværksforum for franske og danske spil- og animationsproducenter. Formålet er at styrke fremtidige koproduktioner mellem Frankrig og Danmark, som en netop underskreven aftale mellem de to lande baner vejen for.