Frugtbare svenske partnerskaber

TORONTO. Nimbus Film satser stærkt på koproduktioner over sundet, og den lovende svenske instruktør Lisa Langseths anden spillefilm "Hotell" med Alicia Vikander i hovedrollen er en særdeles vellykket en af slagsen, fortæller filmens danske koproducer Mikkel Jersin fra Nimbus Film. "Hotell" vises i disse dage for et internationalt festivalpublikum i Toronto.

Hvordan opstod samarbejdet mellem Nimbus og B-Reel, det svenske selskab bag "Hotell"?

Nimbus Film og B-Reel har gennem længere tid forsøgt at etablere et samarbejde, og det er heldigvis nu lykkedes med "Hotell".

Fakta

Den danske vinkel

"Hotell" er produceret af svenske B-Reel, og Mikkel Jersin har koproduceret for Nimbus Film. Filmen har modtaget støtte fra Det Danske Filminstituts koproduktionsordning, der støtter danske producenters deltagelse i internationale koproduktioner.

David Dencik spiller en hovedrolle i filmen, Elin Pröjts har klippet, og Sofie de Mylius var sminkør.

Nimbus Film

Etableret i 1993 af Birgitte Hald og Bo Ehrhardt. Producer-teamet består også af Lars Bredo Rahbek, Mikkel Jersin, Jonas Frederiksen og Eva Jakobsen.

Står blandt andet bag dogmefilmene "Festen" (Thomas Vinterberg, 1998) og "Mifunes sidste sang" (Søren Kragh-Jacobsen, 1999) samt "Kongekabale" (Nikolaj Arcel, 2004), "En Soap" (Pernille Fischer Christensen, 2006), "Fighter" (Natasha Arthy, 2007) samt Ole Christian Madsens "Flammen & Citronen" (2008) og "Superclásico (2011). Har produceret de to sæsoner af tv-serien "Broen".

Nimbus Film står også bag biografaktuelle "I lossens time" af Søren Kragh-Jacobsen og de kommende spillefilm "Antboy" af Ask Hasselbalch og "Itsi Bitsi" af Ole Christian Madsen.

Lisa Langseth

Instruktør. Født 1975, Sverige. Teaterinstruktør, dramatiker og filminstruktør. Uddannet fra Dramatiska Instituttet i 2002. For debutspillefilmen "Till det som är vackert" (2010) vandt Langseth den svenske Guldbagge for bedste manuskript, og Alicia Vikander vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle. "Hotell" er Lisa Langseths anden spillefilm.

Da B-Reel introducerede os for projektet i 2012, var det let at sige ja. Manuskriptet var helt unikt og skrevet af en superspændende instruktør, Lisa Langseth. Ligesom Nimbus arbejder B-Reel med en række interessante nordiske arthouse-profiler og har adskillige film på programmet i den nærmeste fremtid. Vi håber på at kunne samarbejde om flere af disse projekter, og jeg er allerede i gang med at kridte banen op til den næste koproduktion.

Hvad er Nimbus Films interesse i et svensk projekt?

Nimbus Film har altid koproduceret med de nordiske lande, og det ønsker vi at fortsætte med. Især med tv-serien "Broen" har det været givende at koproducere over sundet. Derfor arbejder vi kontinuerligt med flere svenske selskaber og har både projekter den ene og den anden vej.

Der er meget at hente ved at koproducere, både kreativt og på talentsiden, men også økonomisk. På Nimbus Film har vi oparbejdet en stor ekspertise inden for området, og vi har stor glæde af vores partnerskaber – både i Norden og i det øvrige Europa. Det kan selvsagt være kompliceret med de større projekter, hvor mange selskaber og lande skal være enige, men samtidigt er det et af de aspekter ved filmproduktion, jeg personligt holder allermest af som producer.

Hvad er B-Reels interesse i det danske samarbejde?

B-Reels interesser er også både af kreativ og økonomisk karakter. Filmprojektet får tilført en vitaminindsprøjtning i form af dygtige danske filmarbejdere kombineret med en økonomisk håndsrækning. Desuden får filmen premiere i Danmark, og det danske publikum får derfor mulighed for endnu engang at stifte bekendtskab med smukke Alicia Vikander, som vi jo næsten betragter som dansk efter hendes rolle som prinsesse i "En kongelig affære".

I mine øjne får koproduktionerne ofte et større vingefang og et internationalt islæt, som på flere måder gør filmen mere spændende. Desuden er det altid interessant, hvad nye kreative konstellationer på filmholdet kan gøre for instruktørens vision.

Fortæl om valget af de danskere, som er med på filmholdet.

B-Reel har valgt at arbejde med dansk-svenske skuespillere, da det var vigtigt, at der blev talt svensk. Dansk-svenske David Dencik har således en hovedrolle og spiller en aldeles humoristisk karakter, mens svenske Lisa Carlehed, der bor og arbejder i Danmark, også gør det fremragende. Desuden vil jeg fremhæve klipper Elin Pröjts, der også har klippet "Borgen", og Sofie de Mylius, der stod for makeup.

Det er altid vanskeligere at sammensætte holdet på en koproduktion, men Nimbus Film har et stærkt nordisk netværk, og jeg synes, det er lykkedes rigtig godt på "Hotell". Det danske bidrag har afgjort været med til at gøre filmen endnu bedre.

Trailer