Fuglejagten vinder hovedprisen i Kristiansand

FESTIVAL. Den internationale børnefilmfestival i Kristiansand har tildelt den danske film "Fuglejagten" af Christian Dyekjær prisen for bedste film.

Christian Dyekjærs "Fuglejagten" fik hovedprisen på Kristiansand International Children's Film Festival, som blev afholdt den 23.-27. april. Filmen handler om den 12-årige Victor, der forsøger at vinde 1.-præmien til et ornitologi-stævne for at bevise sit værd for sin far. I filmen medvirker bl.a. Lars Brygmann, Oliver Methling Søndergaard, Nicolas Bro og Charlotte Fich.

Hovedkonkurrencens pris for Bedste film, "Film & Kino-prisen", følges af 75.000 kr. og er en distributørpris, som skal sørge for, at vinderen bliver vist i norske biografer.

Juryens begrundelse var: "Juryen faldt for en historie, som på en sjov, følsom og underholdende måde skildrer forholdet mellem far og søn, hvor den unge hovedperson bliver udfordret af de valg, han træffer, i ønsket om at blive set af sin far og dem omkring ham. Historien drives frem gennem et velskrevet manuskript og gode skuespilpræstationer, som betyder, at vi som publikum virkelig hepper på Victor."

Festivalen er en af Europas vigtigste filmfestivaler for børn og unge med et program for aldersgruppen 3-14 år og et for teenagere. I år blev der vist over 70 nye internationale film.

På festivalen deltog også Marianne Blichers "Belinda Beautiful", Kaspar Munks "You & Me Forever", Andreas Johnsens "Kidd Life", Michael Hegners "Gummi T" og Martin Miehe-Renards "Min søsters børn i Afrika".

"Fuglejagten" er instrueret af Christian Dyekjær og produceret af Maja Dyekjær Giese og Anders Toft Andersen for Nimbus Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Se "Fuglejagten" på Filmstriben

Trailer