For to år siden kunne den danske manuskript-troldmand Kim Fupz Aakeson prale af at have hele to film i hovedkonkurrencen på Berlin Internationale Film Festival. Han stod bag manuskriptet til både "En familie" af Pernille Fischer Christensen og "En ganske rar mand" af norske Hans Petter Moland. Sidstnævnte vandt avisen Berliner Morgenposts publikumspris, og filmen fik desuden den internationale filmpresse til at knække sammen af grin til den officielle pressevisning. Noget, der er usædvanligt på Berlinalen, hvis konkurrenceprogram ofte er præget af det alvorstunge og dystre.
I år er Aakeson tilbage i Berlin med filmen "Gnade", den tysk-norske koproduktion af instruktør Matthias Glasner ("Den frie vilje", 2006). Men manuskriptforfatteren har ikke helt sluppet sin fascination af det norske. Filmen foregår nemlig i Hammerfest, verdens nordligste by, hvor solen i nogle måneder mellem november og januar ikke når over horisonten. I dette mørkeland bor et tysk par og deres søn, og de ser ud til at trives. Men en dag rammer kvinden noget eller nogen med sin bil. Ramt af panik stikker hun af fra ulykkesstedet.
Filmen beskrives i Berlinaleprogrammet som et intimt melodrama, der udfolder sig i betagende filmiske billeder.
Fupz og Moland forsætter samarbejde
Det er kendetegnende for Fupz’ arbejde, at han bevæger sig mellem det mørke og det morsomme. I hænderne på norske Hans Petter Moland blev det mikset det i en cocktail, der smagte både kritikere og det brede publikum.
Derfor kan man med forventning se frem til, at Fupz og Moland nu genoptager samarbejdet. "Kraftidioten" hedder foreløbig filmen, som igen forener kræfterne fra "En ganske rar mand". Den nye interskandinaviske produktion vil ikke bare have samme instruktør og manuskriptforfatter, men tilsyneladende også den samme hovedrolleindehaver. Stellan Skarsgård har nemlig luftet over for det norske nyhedsbureau, NBT, at han sandsynligvis kommer på rollelisten.
"Kraftidioten" produceres af Paradox Rettigheter med støtte fra Det Norske Film Institut, Eurimages og Det Danske Filminstitut ved konsulent Steen Bille. Zentropa er med som koproducent.
Filmen handler om sneplov-entreprenøren Nils, der uforvarende kommer til at anstifte en bandekrig mellem den albanske mafia og lederne af den etablerede narkotrafik i det østlige Norge. Nils ender midt i det hele kun bevæbnet med en snefræser.
Filmen har forventet premiere i februar 2014.