"Det, jeg ønsker allermest for os er, at vi finder hinanden igen. Du skal være min bedste ven, og jeg skal være din bedste ven."
Niels udtaler ordene, mens han holder Carls hoved under vand, som var han i færd med at udføre et dåbsritual. Og måske er det netop det, han håber på. At Carl bliver genfødt. At han bliver den bror, Niels drømmer om.
Carl og Niels er enæggede tvillinger. De har levet det meste af deres liv tæt forbundet, som bedste venner. Men nu, hvor de er midt i tyverne, er de ved at miste den nærhed, som ellers har karakteriseret deres indbyrdes forhold.
"Lige inden jeg skulle i gang med filmen, slog min kæreste og jeg op. Det kom ret meget bag på mig, og jeg blev meget optaget af den transformation, der sker, og den kæmpe sorg, det er, når man skal sige farvel til én, man elsker," fortæller instruktør Alexander Lind om tankerne bag filmen "Carl & Niels", som er udtaget til konkurrenceprogrammet for filmskolefilm ved dette års IDFA-festival i Amsterdam.
Filmen tager afsæt i den transformation, som Carl og Niels er i færd med at gennemgå. De er ved at finde ud af, hvordan – hvis overhovedet – de kan være noget for hinanden i deres voksne liv. Ved at placere dem i en række konstruerede rum og situationer får Alexander Lind, der i sommer tog afgang fra Den Danske Filmskoles eksperimentelle flerkameralinje, tvillingerne til at forholde sig til hinanden.
Mens Carl accepterer tingenes tilstand og den bevægelse væk fra hinanden, som brødrene er i færd med at foretage, knuger Niels sig til håbet om, at alting kan blive, som det var engang. De to drenge har nok et identisk ydre, men indeni er de milevidt fra hinanden. Niels taler om, hvordan han har haft svært ved at holde af Carl, når noget gik ham godt. Carl svarer, at han aldrig rigtig har haft det sådan, at han aldrig rigtig har kunnet mærke konkurrencen mellem den.
En sammengroet masse
Alexander Lind, der under arbejdet med filmen selv var midt i en løsrivelsesproces fra sin kæreste, genkendte tvillingernes manglende evne til at kommunikere.
"De har en stor kærlighed til hinanden, men der er samtidig en stor afstand mellem dem. Jeg kunne se, at de ikke forstod hinanden, og at det var enormt frustrerende, når den ene troede, at den anden vidste, hvordan han havde det. De har snydt sig selv til at tro, at de var ét individ eller én tænkende masse, fordi de er blevet set på som en helhed i så mange år. Sådan havde jeg det også med min kæreste til sidst. Man bliver helt sammengroet."
Og det er netop illusionen om den sammengroede masse, der har dannet udgangspunkt for de rum, Alexander Lind skaber i filmen. Filmskolens flerkamerainstruktør-linje arbejder primært i studiet. Her bringes elementer fra virkeligheden ind i en visuelt orkestreret, rumlig ramme. Scenen med det dåbslignende ritual er en opgave, Lind stillede Carl og Niels. I et andet, grotte-lignende setup skulle de male hinandens dæmoner med selvlysende maling på deres tvillings overkrop, ligesom Lind placerede dem på hver sin side af et halvtredsprocents spejl – halvt spejl og halvt gennemsigtigt – hvor det bliver tydeligt for både tvillingerne og beskueren, at de to drenge ligner hinanden på en prik.
"Jeg ville spille på antagelsen om, at man som tvillinger er hundrede procent ens, og vise, at det forholder sig anderledes: At det er to mennesker med to forskellige viljer og måder at tackle livet på," forklarer Alexander Lind, der håbede, at processen ville hjælpe tvillingerne med at løse deres uoverensstemmelse.
Fortiden kommer aldrig tilbage
"Jeg troede meget naivt, at hvis jeg satte dem i den her situation, så ville jeg åbne deres øjne for, hvordan de havde det med hinanden. At når de gik ud af studiet og denne her helingsrejse, så ville de være helbredte."
Selve filmoptagelserne, der strakte sig over 12 timer, fandt sted en uge efter, at Carl og Niels havde haft et af deres mange skænderier. "Over årene har de skændtes og sloges og råbt og skreget og grædt. Og omvendt har de været dus og er smeltet sammen på en måde, som langt de fleste søskende aldrig oplever. Det betyder også, at når det er dårligt mellem dem, er det rigtig dårligt, og når det er godt, er det rigtig godt. Det er smukt, men det er også enormt hårdt."
Da de i studiet bliver placeret over for hinanden foran halvtredsprocentsspejlet, er stemningen derfor anspændt. Niels savner Carl og vil gerne have, at de finder hinanden igen. Men det kan Carl ikke love. Han har det hårdt nok med at være sig selv.
Instruktøren må til sidst erkende, at hans gode intentioner ikke kan indfries.
"Det gik op for mig, at jeg ikke kunne få den happy ending, jeg gerne ville have. Til gengæld fik jeg et portræt af to mennesker, der er i konflikt med hinanden. Selvom de ønsker det, kan de ikke få fortiden tilbage. Tingene flytter sig hele tiden. Og hvis de kan acceptere, at der nok kommer noget godt ud af livet alligevel, men at de må kigge andre steder hen for at få det, så kan de komme videre med deres liv," lyder det fra instruktøren.
Han tilføjer: "Og det er det, der er så fedt ved livet. Man får ikke det, man vil have, men det, man har brug for."
Carl & Niels er udtaget til konkurrenceprogrammet for filmskolefilm på IDFA, årets store dokumentarfilmfestival i Amsterdam fra 20. november til 1. december.
