Göteborg-festival med millionpris

"Sandheden om mænd" deltager i den nordiske konkurrence om en million svenske kroner på Göteborgs filmfestival, som byder på yderligere ti danske film.

Nikolaj Arcels "Sandheden om mænd" får international premiere på dette års Göteborg International Film Festival. Den er en af de otte film, der er udtaget til at konkurrere om en Dragon Award for bedste nordiske film. Som noget helt nyt ledsages prisen i den nordiske konkurrence fra i år af ikke mindre end 1 million svenske kroner. 

I serien Nordic Light vises seks danske film: Jørgen Leths "Det erotiske menneske", Louise N. D. Friedbergs "Eksperimentet", Pernille Fischer Christensens "En familie", Kaspar Munks "Hold om mig", Vibeke Muasyas "Kidnappet" og Per Flys "Kvinden der drømte om en mand".

Kasper Holtens operafilmatisering "Juan" deltager i serien Music Non Stop, og Kasper Torstings kortfilm "Udflugt" deltager i serien Nordic Shorts med nogle af årets bedste kortfilm.

På festivalens marked præsenteres Rune Schjøtts "Skyskraber" og Heidi Mara Faissts "Frit fald", der om to uger begge deltager i ungdomsfilmkonkurrencen på Berlin Filmfestivalen.

Filmfestivalen i Göteborg afholdes fra fredag den 28. januar, og lørdag den 5. februar afsløres det ved en Dragon Awards-galla, om "Sandheden om mænd" vender hjem med en svensk million.

Den nye Dragon Award og de otte nominerede film