Kan man starte forfra efter 49 års ægteskab? Sådan lyder det centrale spørgsmål i komedien ’Happy Ending’, hvor pensionisten Helle i en alder af 70 tvinges til at redefinere sit liv, da hendes mand forlader hende til fordel for en ny ungdom og en fremtid som vinimportør.
Inspiration til historien har Mette Heeno hentet fra sine forældre, der blev skilt for nogle år siden, og dermed – som Heeno formulerer det – ”holdt op med at være det velkendte forældremonster og i stedet blev to individer med forskellige holdninger”. ’Happy Ending’ handler imidlertid ikke som sådan om dem, understreger hun:
”Da jeg startede med at skrive manuskriptet, var skilsmisser for folk over de 70 tredoblet inden for de sidste ti år. Så det er ikke en film om mine forældre, men en film om en hel generation, der jo også bare har fået mere liv mellem hænderne”, fortæller manuskriptforfatteren, der med komedien forsøger at nedbryde tabuer om, hvad man ”kan tillade sig”, når man først har rundet de halvfjers. Og den slags er der efterspørgsel på blandt målgruppen, mener hun.
”Som research til filmen har jeg snakket med en aktiv gruppe ældre, som ikke mener, der findes kulturelle tilbud til dem, som handler om og tager dem alvorligt – giver dem sexliv, drive og drømme. Der er altså en stor marginaliseret gruppe, der føler sig udenfor. Med vores film vil vi tage dem alvorligt og vise, at man ikke skal udskammes, fordi man som gammel ikke gider at sidde som en hyggemorfar ovre i hjørnet, men hellere vil køre fuld fart frem med datingprofil og viagra”.
"Tidligere har jeg været meget økonomisk med mine scener, men Hella har givet mig modet til at gøre mere plads nogle steder til, at karakteren kan komme hele vejen rundt i sine følelser," fortæller Mette Heeno. Foto: Rolf Konow
Kærlighed til de fejlbarlige
’Happy Ending’ er tredje samarbejde mellem Mette Heeno og instruktør Hella Joof. Tidligere har de sammen stået bag tv-serien ’Bedre skilt end aldrig’ (2016) og generationskomedien ’All Inclusive’ (2014), som begge var inspireret af Heenos private oplevelser med skilsmisser og familierelationer.
Skriveriet er blevet en måde for manuskriptforfatteren at få afløb for nogle følelser og sige ting højt, som ellers forbliver usagt. Sådan har det dog ikke altid været.
”Det er først i mødet med Hella, at jeg har fået selvtillid nok til at tro på, at det, der var derinde, var interessant nok til at komme ud”, forklarer Heeno og uddyber, at hun føler sig tryg ved instruktøren på grund af hendes evne til at gøre selv den værste skurk blød og rund. Den egenskab tiltaler den erfarne forfatter, som selv nærer stor omsorg for sine ofte meget fejlbarlige karakterer.
Derudover er de et godt match, fordi de supplerer og accepterer hinandens faglighed.
”Jeg får lov til at skrive selv. Hella har kun få, men meget præcise rettelser til mine manuskripter, som tit bunder i, at hun gerne vil forlænge nogle scener, hun har forelsket sig i. Tidligere har jeg været meget økonomisk med mine scener, men Hella har givet mig modet til at gøre mere plads nogle steder til, at karakteren kan komme hele vejen rundt i sine følelser”.
”Man kan sige, at jeg har været heldig, at min egen smag også rammer andres. Det jeg laver har en folkelig appel, uden at jeg bevidst skriver det folkeligt," siger Mette Heeno. Foto: Rolf Konow
At ældes med ynde
Med over 400.000 solgte billetter har deres første fælles projekt ’All Inclusive’ indtaget pladsen som den 10. mest sete danske biograffilm de sidste tre år. At filmen skulle gå hen og blive så stort et publikumshit kom imidlertid bag på makkerparret, som ikke havde turde forudse den brede appel.
”’All Inclusive’ var faktisk slet ikke tænkt så bredt fra starten. Det er bare lykkedes os at ramme noget, som folk kunne genkende”, påpeger Heeno, som dog tidligere har bevist sit flair for det folkelige med publikumssucceser som ’Nynne’ (2005), ’Terkel i knibe’ (2004) og tv-serien ’Lærkevej’ (2009). Dermed ikke sagt, at hun på nogen måde spekulerer i billetsalg.
”Man kan sige, at jeg har været heldig, at min egen smag også rammer andres. Det jeg laver har en folkelig appel, uden at jeg bevidst skriver det folkeligt. Faktisk skriver jeg jo tit meget grænseoverskridende, og så rammer det alligevel noget”, fortæller manuskriptforfatteren, som efter eget udsagn ”har en svaghed for det absurde og en evne til at finde sjove scener selv i en børneafdeling på et hospital”.
Den evne kommer tydeligt til udtryk i ’Happy Ending’, hvor en umiddelbart trist omstændighed afføder en masse sjove optrin for de to nyudklækkede singler, der kaster sig ud i seniordating og beruset lagengymnastik. Under alt det festlige ulmer dog også en alvorlig grundtone og en forfaldstematik, som markerer, at det bestemt ikke er en dans på roser sådan at springe ud midt i livets efterår.
”Der er nok en større sorg forbundet med at blive skilt, når man er 70 og ikke ved, om man har fem eller tyve år tilbage. Derfor ligger alderen som en dyne over fortællingen. En dyne, som karaktererne prøver at kaste af sig ved at danse, knalde og drikke sig fulde”, fortæller Heeno.
Alligevel insisterer hun og Joof med ’Happy Ending’ på, at der kan være masser af skønhed tilbage, selv når rynkerne sætter ind og tyngdekræften hiver alting nedad.
”I vores oprindelige tagline til filmen legede vi med udtrykket 'at ældes med ynde’. Fordi vi mener, at alderdommen også kan rumme både poesi, skønhed, drømme og glæde – hvis man ellers tør favne den”.
