Homage til Holly

Hovedrolleindehaver iført Den Lille Sorte. Check. Pulserende storby i baggrunden. Check. En ramme i blå, gul og rød. Check. Den nye danske komedie "Simon & Malou" har hentet inspiration til sin filmplakat i Robert McGinnis' ikoniske præsentation af "Breakfast at Tiffany's".

Vi kender den alle sammen. Robert McGinnis' ikoniske plakat fra tøseklassikeren "Breakfast at Tiffany's". I forgrunden står "that daring, darling" Holly Golightly i skikkelse af Audrey Hepburn med cigaretrør mellem læberne, missekat på skulderen og diamanter om halsen.  Og i baggrunden kan man skimte storbyen og et forelsket par i omfavnelse midt i en regnbyge.

Siden premieren i 1961 på filmen om Manhattans vel nok mest charmerende escortpige har grafiske designere verden over ladet sig inspirere af det berømte motiv. Tidligere i år slængede Hollywood-skuespillerinderne Sandra Bullock og Kathrine Heigl sig henover plakaterne for henholdsvis "The Proposal" og "The Ugly Truth" på Audrey-måden, og nu er det en ny dansk films tur til at hente inspiration i "Breakfast at Tiffany's".

Et retro-look

Den romantiske komedie "Simon & Malou", der har premiere fredag den 30. oktober, har valgt at lade sin filmplakat være en hyldest til Robert McGinnis' berømte design. På plakaten står hovedrolleindehaveren Tuva Novotny iført en stram sort kjole i stil med Audrey Hepburns Givenchy-model, og ligesom på originalen kan man ane den pulserende storby i baggrunden. Mest iøjefaldende er dog rammen af henholdsvis en blå, en gul og en rød farveblok.

simonmalouplakat

"Det var egentlig producerne, der fik idéen. De ville gerne give plakaten et retro-look, og de elskede plakaten for "Breakfast at Tiffany's". Så vi besluttede os for at lave noget i den retning," fortæller grafisk designer Paul Wilson, manden bag plakaten til "Simon & Malou". Selv er han vild med de filmplakater, som hang uden for biograferne i starten af 1960'erne. 

"Mange af dem virker stadig. Det er svært at sætte fingeren på, hvad det er, de kan. Måske er det den stærke grafik, der gør dem så fantastiske. Det er den her slags enkle, grafiske plakater, man husker. Ikke dem, hvor der foregår en hel masse."

Skjulte beskeder

I Danmark bliver filmplakater generelt til i et samarbejde mellem grafiker, instruktør og producent, og de er derfor ikke udelukkende en realisering af grafikerens vision. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan smugle en skjult besked ind hist og her, fortæller Paul Wilson.

"På plakaten for "Simon og Malou" har jeg valgt at lade alle de bøger, som Dejan Cukic sidder på, være skrevet af mine venner. Og da jeg skal være far til december, har jeg ladet mit barn stå som forfatter på den øverste."

"Simon & Malou" har Theis Mølstrøm Christensen som teknisk instruktør og Tuva Novotny og Dejan Cukic i hovedrollerne som det umage par Malou og Simon, der helt tilfældigt og ikke uden problemer bliver skubbet i armene på hinanden. Filmen har premiere i de danske biografer på fredag.

Mere artwork fra Robert McGinnis

Hvis nogen skulle have forelsket sig i Robert McGinnis' artwork, kan man se mere på American Art Archives eller Google sig frem til hans værker.