Hr. Boe går i dialog: ”Det er bare sjovere, når folk ser med”

PORTRÆT. Før skuede Christoffer Boe indad og pillede konventionerne fra hinanden. Nu vender instruktøren, der er aktuel med Afdeling Q-filmen ’Journal 64’ og krimiserien ’Kriger’, sig i stedet ud mod verden og sit publikum. Grebene er anderledes, men målet er det samme, forsikrer han. Det handler stadig om at lave gode film.

Da Christoffer Boe modtog prisen Camera d’Or for debutfilmen 'Reconstruction' ved Cannes Festivalen i 2003, var der nok ingen, der kunne forudse, at han knap 15 år senere simultant ville præsentere fjerde kapitel i en såkaldt mainstream-serie og en stor actionsatsning i bedste sendetid på TV 2.

Det ligger ret instinktivt i mig, at hvis vi plejer at gøre sådan dér, så lad os i stedet gøre sådan her i dag. Det er vel det, man i nogle sammenhænge vil kalde kontrært og skideirriterende, men inden for mit fag betyder det et friskt pust.

”Nej, det lå jo nok ikke lige i kortene, at sådan en som mig skulle gå hen at lave romertalsfilm. Og det er da også forrykt!” siger instruktøren, der godt ved, at nogen måske kunne finde på at rynke lidt på næsen over skiftet fra arthouse-auteur til folkelig fortæller. Men det rører nu ikke den 44-årige filmskaber. Han havde lyst til nye udfordringer, og så ville han egentlig også gerne prøve det dér med at tale til et stort publikum.

”Jeg var træt af at lave alt det hårde arbejde bag kunstfilmene, og så var der for helvede ingen, der så dem. Så på et tidspunkt blev jeg i stedet mere interesseret i, hvordan man bruger konventioner og genrer på en måde, hvor man i højere grad inviterer folk ind. I stedet for at dekonstruere det hele ville jeg se, hvad man kunne få ud af at acceptere grundpræmisserne i en genrefortælling.”

Transformationen begyndte allerede i 2014, hvor Boe lancerede den biografiske ’Spies & Glistrup’. Med filmen begyndte instruktøren, som han selv formulerer det, at bevæge sig væk fra ”mere indadvendte og intime film” som den filosofiske ’Allegro’ (2005) og lowbudgetfilmen ’Off-screen’ (2006), for i stedet at vende blikket ud mod verden.

”Forskellen er, at jeg før opfandt det, vi skulle kigge på. Nu prøver jeg i stedet at skabe en dialog med publikum om noget, vi alle sammen kan se ude i samfundet. Jeg ser stadig min rolle som klovnen, der peger på nogle ting, som folk måske ikke selv lige havde fået øje på. Men det er bare sjovere, hvis der rent faktisk er nogen, som kigger derhen, hvor man peger.” 

Mellem vision og respekt

Hr. Boe, som instruktøren kalder sig selv i filmsammenhænge, er vant til at have fingrene nede i hele processen lige fra manuskript over finansieringsmøder til lancering og pressemeddelelser. Derfor kunne det godt være en udfordring pludselig at befinde sig i en produktion som ’Journal 64’, hvor manuskriptet er skrevet, og hvor både cast og univers allerede er nogenlunde defineret af Jussi Adler-Olsens populære bogforlæg og de tidligere film i serien. 

I gamle dage havde Boe da også skyet den slags som pesten. Da han så alligevel takkede ja, var det på grund af projektets omfang og fede samarbejdspartnere.

”Jeg tænkte: Hvis jeg nu endelig skal prøve at lave sådan et projekt, så skal det være, fordi jeg kommer til at arbejde sammen med de bedste – i noget som virkelig slår hårdt. Det koster selvfølgelig en eller anden form for autonomi, men det kan også være befriende ikke at skulle opfinde alting selv. Men udfordringen har så selvfølgelig været, med alt det givne, at lave noget, hvor folk alligevel tænker: Bum, det er sgu da en Boe-film! Den ambition er da ikke væk.”

Om det så er lykkedes, lader han helst andre svare på. Men han kan sagtens selv se den røde tråd i sine værker og mener, at erfaringen som eksperimenterende auteur har lært ham meget – også i arbejdet med de bredere fortællinger.

”Det er uvurderligt for mig at komme derfra, hvor jeg gør, fordi jeg ved, hvad det vil sige at komme med sin egen idé og insistere på den. Det er vigtigt i en filmserie, hvor man nemt kommer til at ty til ’plejer’. Det ligger ret instinktivt i mig, at hvis vi plejer at gøre sådan dér, så lad os i stedet gøre sådan her i dag. Det er vel det, man i nogle sammenhænge vil kalde kontrært og skideirriterende, men inden for mit fag betyder det et friskt pust. Med respekt selvfølgelig – Carl Mørck skal jo blive ved med at være Carl Mørck.”  

Med genren som støtteben

Mens Boe i ’Journal 64’ sætter sit stempel på et allerede etableret univers, er han både idémand og manuskriptforfatter bag drømmeprojektet ’Kriger’, der handler om en krigsveterans infiltrering af et københavnsk rockermiljø. Hensigten med serien var blandt andet at give de danske seere noget, som Boe mener, de har manglet: en stærk dansk genreserie af internationalt format.

”Min klare ambition var at lave en veldrejet og gribende actionfyldt fortælling med et tempo, der er mere amerikansk end klassisk dansk. I Danmark har vi lavet nogle virkelig fede serier, men det område, hvor vi har gjort det bedst, har klart været på karakterdramaet og mindre på det genrebetonede. Jeg ville derfor prøve at lave noget, der kombinerer de to ting: en action-drevet fortælling, der ikke mister fokus på karakteren.” 

Instruktøren, der engang interesserede sig for at pille genrerne fra hinanden, er altså nu mere optaget af, hvordan man udnytter dem effektivt. 

Alligevel nægter han at tale om et skisma mellem den gamle og den nye Boe. For formålet har til alle tider været det samme trods den – i danske sammenhæng – lidt utraditionelle kurs. 

”Det er ikke så tit i dansk film, at man oplever nogen tage et spring fra det ene til det andet. Men derfor er der altså ikke noget odiøst i det,” siger han og slår fast: ”Om jeg så laver ’Reconstruction’ eller ’Kriger’, så er ambitionen jo i sidste ende den samme: at fortælle noget, der er interessant, og forsøge gøre det godt – og det er fandeme stadig svært.”


Journal 64

'Journal 64' med Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i hovedrollerne er instrueret af Christoffer Boe og har manuskript af Nikolaj Arcel, Bo hr. Hansen og Mikkel Nørgaard. Filmen er produceret af Louise Vesth for Zentropa og har modtaget støtte fra blandt andet Det Danske Filminstituts Markedsordning og den regionale filmfond FilmFyn. Der er dansk biografpremiere den 4. oktober.  

Kriger

'Kriger' i seks afsnit er instrueret af Christoffer Boe, der har skrevet manuskript i samarbejde med Simon Pasternak. Serien har modtaget støtte fra Public Service Puljen og er produceret af Jonas Allen og Peter Bose for Miso Film i samarbejde med TV 2. Blandt de medvirkende er Dar Salim, Danica Curcic, Lars Ranthe og Jakob Oftebro. 'Kriger' har premiere den 8. oktober kl. 20 på TV 2.