Fedt. Eller fedtfattigt. Det er spørgsmålet. Det er et af de store diskussionsemner, når historiefortællere diskuterer deres teknik. Og det er det store tema i den danske manuskriptforfatter og instruktør Tobias Lindholms kommende film "Kapringen".
Uanset at de to hovedfigurer i "Kapringen" befinder sig i deres livs største krise, bliver deres følelsesliv aldrig skåret ud i pap eller forstørret eller smasket i hovedet på publikum. Der er ingen heftige grædeture. Ingen glas eller spisestel, der bliver smadret i et raserianfald. Ingen lange samtaler over et barskab, der bliver tømt. Ingen dramatiske metaforer for de emotionelle verdenskrige, der måtte udkæmpe sig i hovedfigurerne.
Naturligvis kan man diskutere, hvad der er overflødigt og vigtigt i en historie. Det er et af alle dramatikeres yndlingsemner, og tommelfingerreglen siger, at de, der henvender sig bredt og folkeligt, sjældent taler om at 'skære i det overflødige', mens de, der forsøger at skabe seriøs Kunst, ofte kan tale i dagevis om alt det himmelråbende ligegyldige fedt, de har elimineret med koldt blod.
34-årige Tobias Lindholm er ikke typen på en seriøs kunstner, der mener at have genopfundet filmsproget. Langt fra. Med sin tyggegummityggende drengethed og sit halvlange, tilbagestrøgne hår ligner han mere en handelsskoleelev, der er klar til at hive solbrillerne op af skjortelommen og smutte til stranden på årets første sommerdag. Her er ingen store kunstneriske armbevægelser, snarere et ydmygt ønske om at finde ind til selve fortællehåndværkets kerne. Han erklærer sig fan af "Pretty Woman", som han aldrig selv ville kunne finde ud af at skrive. Og han understreger, at han er stolt af at have været medforfatter på den succesfulde danske tv-serie "Borgen".
Akvariet "Borgen"
Lindholm har været medforfatter på 20 afsnit af DR's dramaserie "Borgen", der har fået meget positiv modtagelse både hjemme og ude – med en foreløbig kulmination ved den britiske BAFTA-prisuddeling den 27. maj, hvor den blevet kåret som bedste internationale tv-serie. "Borgen" handler om det politiske spil om magten i dagens Danmark og om de personlige omkostninger og konsekvenser, spillet har for de involverede parter, både på og bag den politiske scene.
"At vores 'lille' tv-serie om noget så lokalt som det danske folkestyre har fundet et publikum over hele verden, må jo være et bevis på, at det er lykkedes os at fortælle en god historie," siger Lindholm. Om forskellen på at skrive til tv og film siger han:
"Tv-serier og film er to vidt forskellige måder at fortælle historier på. En film er, lidt forsimplet sagt, en karakters rejse fra et punkt til et andet. En bevægelse. Fra ulykkelig til lykkelig. Fra ensom til nyforelsket. Fra levende til død. I tv-serien er karaktererne derimod fanget i en arena. I et slags akvarium, hvor vi afsnit efter afsnit forsøger at kigge ind på dem fra nye vinkler og fortælle om det, vi ser. Igen og igen. Nye udviklinger. Tilbageskridt. Konflikter. Og så kan vi tillade os at efterlade meget større spørgsmålstegn hos publikum. For man kan altid besvare det hele i næste afsnit. Eller næste igen."
Skylder Vinterberg
Tobias Lindholms karakteristisk ydmyge attitude gælder også hans samarbejde med Thomas Vinterberg. De har skrevet to film sammen, "Submarino" og "Jagten". Set med journalistbriller, der elsker simple svar, ser det ud, som om Lindholm har revitaliseret Vinterberg. Med Lindholm som sparringspartner blev "Submarino" inviteret med i konkurrence ved festivalen i Berlin i 2010 og vandt Nordisk Råds filmpris med en fremhævelse af filmens stærke manuskript. Og nu har Vinterberg været i Cannes med "Jagten", der gav Mads Mikkelsen prisen som Bedste mandlige skuespiller. Men Tobias Lindholm mener snarere, at det er ham, der skylder Thomas Vinterberg noget.
"Det er mere rimeligt at sige, at Thomas har pustet liv i min lille karriere, der ikke engang var født, da jeg mødte ham. Han var modig nok til at spørge, om jeg ville skrive med på 'Submarino' – før jeg var færdig på filmskolen. Mere end noget andet tror jeg, at Thomas har givet mig modet til at gennemføre mine ideer konsekvent og brutalt."
Eftersom Vinterberg nævnte Tobias Lindholm i første linje i sin glædesstrålende pressemeddelelse, da "Jagten" blev udtaget til konkurrence i Cannes tilbage i april, ser respekten ud til at være gensidig. Men der er forskel på de to som historiefortællere, fastslår Lindholm.
"Thomas kan slippe af sted med noget, som jeg aldrig ville kunne slippe af sted med. Han finder på situationer, som jeg med det samme ville slå ihjel på manuskriptplan. Han er meget bedre til at puste liv i alting. Derfor er min opgave ofte at rydde lidt op og aflevere noget, der er lige lovlig tørt, og så fylder Thomas på – og bagefter skræller jeg af igen."
Reality Rules!
Netop afskrælning af fortællefedtlagene er nøgleordet for Lindholms debutfilm "R", lavet i samarbejde med Michael Noer i 2010, og hans kommende film "Kapringen". Allerede i forbindelse med "R" talte Lindholm og Noer om spillereglerne Reality Rules, der handler om at følge virkelighedens i stedet for dramaturgiens logik. Det blev udgangspunktet for en klaustrofobisk film om en ung mand, der havner i fængsel – uden at vi ved hvorfor – og som straks bliver en del af de interne magtkampe. Hele filmen blev optaget i et fængsel, med virkelige fangevogtere og tidligere fanger i en stor del af rollerne.
"Kapringen" er skabt ud fra samme præmisser. Filmen er optaget i det Indiske Ocean, på et skib, der tidligere er blevet kapret, og på rollelisten er en ekspert i håndtering af kapringssituationer, der spiller sig selv. Resultatet er en film, der knapt føles som en historiefortælling, men snarere som om nogen tilfældigvis har filmet virkelige hændelser, mens de fandt sted.
"Det er jeg glad for, at du siger," udbryder Lindholm. "Det er jeg meget, meget glad for. Derfor hedder den også bare 'Kapringen', og ikke for eksempel 'Somaliske pirater'."
Filmen følger to mænd: en skibskok (Pilou Asbæk), der er på vej hjem til kone og barn, da fragtskibet MV Rozen bliver kapret ud for Somalias kyst, og direktøren for rederiet (Søren Malling), som insisterer på selv at forhandle med piraterne. I løbet af de måneder, hvor rederiet og piraterne forsøger at mørne hinanden, mens syv sømænd bliver holdt som gidsler, ændrer de to mænd sig. Hvordan og hvor meget må publikum vurdere. Det er en af Tobias Lindholms vigtigste pointer som historiefortæller.
Publikum skal selv fylde hullerne ud
"Der er en tendens i amerikansk og europæisk film til, at karakterer bliver meget udpenslede – så udpenslede, et jeg bliver fuldstændig ligeglad med dem. Hvis jeg fortæller dig, at jeg har set en ko, fremkalder du straks en ko, du selv har set, på din nethinde. Men hvis jeg begynder at fortælle dig detaljeret om min ko, bliver du alt for fokuseret på, om du nu har forstået min ko rigtigt, i stedet for at holde fast i den ko, du kender. Sådan kigger jeg på de karakterer, vi bygger op her. Jeg synes, det er spændende at se, hvor lidt vi egentlig kan fortælle og samtidig give et fyldestgørende billede. Hvor meget har vi egentlig brug for at vide om hinanden for at forstå hinanden?"
Den mest usædvanlige af de to "køer" i "Kapringen" er skibsrederen, der får udfordret sin selvopfattelse, da han tager beslutningen om selv at forhandle med piraterne. Kold-i-røven-facaden krakelerer, men uden de sædvanlige dramaturgiske tricks. Der er ingen forklarende flashbacks til barndommen, ingen hentydninger til en dominerende far, ingen antydninger af den obligatoriske mangel på moral, som rigmænd ofte er udstyret med på film. Lindholm har ikke travlt med at forklare sin "ko", og som publikum kan vi fylde hullerne ud, som det passer os.
"Jeg havde lyst til at bevæge mig væk fra den tv-dramatiske facon, hvor man lige skal hjem til et ægteskab eller skal forholde sig til børnene eller noget andet, der kan afspejle, hvad karakteren føler. Det er klart, at der er brug for tydelige følelser, når vi laver en tv-serie som 'Borgen', der skal ramme meget bredt en søndag aften, hvor seerne kan zappe alle mulige steder hen. Men jeg er ikke ude på at score billige point ved at vise oplagte følelser. Jeg synes ikke, folk skal græde på film. Jeg synes, det er publikum, der skal græde."
Hvis titlen "Kapringen" giver associationer til den type 80'er- og 90'er-film, hvor Steven Seagal eller Jean Claude van Damme kravlede ombord på et kapret fragtskib og gennemsmadrede 20-30 pirater, er det stærkt misvisende. Der bliver viftet ivrigt med automatiske skydevåben, men det er den emotionelle action, der driver filmen frem, for eksempel den psykiske forandring i skibskokken, når han får piraternes pistolmundinger stukket i tindingen.
"Det er vigtigt for mig, at kapringen er så tæt på virkeligheden som muligt. De somaliske pirater er omspundet af myter og fordomme af alle mulige slags. Der er myten om, at de nærmest er Robin Hood'er, fordi de er nogle stakkels fiskere, hvis fisk bliver fanget af store europæiske trawlere. Der er myten om, at skibsrederne er nogle grådige svin, der er ligeglade med deres sømænd. Der er myten om, at sømændene egentlig har det meget godt, og myten om, at de bliver tvunget til at spise deres egen afføring. De rygter og fordomme var interessante at skrælle væk."
Jeg kan ikke begribe hele verden
Dermed tænker Lindholm anderledes end populære instruktører som Alejandro Gonzalez Iñarritu ("Babel" og "Biutiful") og Susanne Bier ("Brødre" og "Hævnen"), der sandsynligvis ville have grebet muligheden for at sammensætte en film med pondus til at bære verden på sine skuldre.
"Jeg kan ikke begribe hele verden, og jeg kan ikke lave en fremstilling af verdens sande tilstand, for jeg tror ikke, den findes. Men jeg tror der findes rigtige mennesker, og hvis jeg har lavet en film, der tilnærmelsesvis føles, som om den beskriver ægte mennesker i en ægte situation, er jeg nået langt."
"Virkeligheden er jo, at piraterne ikke længere er fattige fiskere. Der er også russiske mafiapenge i det her kapringssystem. Piraterne er lykkeriddere ligesom i Det Vilde Vesten. Der er masser af sprut og prostitution i de gamle fiskerbyer. Når en ung mand har prøvet lykken én gang og har scoret kassen, kan han købe små drenge for ti dollars til at sejle ud og kapre skibe for ham. Jeg tror ikke, at der er nogen somaliere, der synes det her er en god idé, men der sejler store køleskabe rundt derude, så jeg kan da godt forstå, at de sultne drenge vil ud og have fat i dem. Men hvorfor er der ingen i det internationale samfund, der gør noget? Det er så vanvittigt komplekst!"
Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin, FILM#75, maj 2012.
