"Intens, høj-oktan dansker"

PORTRÆT. Fra EM-helt til biltyv. Esben Smed kan spille det hele. Til foråret er han aktuel i sin første hovedrolle på film som skizofrene Janus i "Aminas breve". Men først venter Berlin Filmfestivalen, hvor Smed er valgt som en af årets ti Shooting Stars, en platform for unge europæiske skuespillertalenter, der får særlig opmærksomhed under Berlinalen.

Der er de skuespillere, som kameraet elsker. Og så er der dem, som kameraet virkelig elsker. Esben Smed hører til den sidste kategori.

Hvis han var født i England, ville han være den næste James Bond – instruktør Jacob Bitsch

Det ved den million danskere, som gennem foreløbigt to sæsoner af DR Drama-serien "Bedrag" hver søndag aften har råbt "Hvad LAVER du, Nicky??!!" til fjernsynet, når den 32-årige midtjyde har indtaget rollen som mekanikeren, der graver sig længere og længere ned i den kriminelle underverden. Det ved de ca. 317.000 biografgængere, der i 2015 i filmen "Sommeren '92" lod sig charmere af hans portræt af John Faxe Jensen – landsholdets fjollehoved, som først kunne ramme målet, da det virkelig gjaldt.

Om Shooting Stars

Hvert år under Berlinalen præsenterer European Film Promotion, en organisation til fremme for europæisk film og filmtalenter, ti unge europæiske skuespillere for branchen, publikum og pressen.

Begivenheden varer i fire dage og kulminerer i år mandag den 13. februar i en prisceremoni i Berlinale Palast, hvor alle talenterne får tildelt en European Shooting Stars Award.

Talentplatformen støttes af Creative Europa.


Læs mere i vores nyhed Esben Smed er europæisk Shooting Star.

Find baggrund på shooting-stars.eu.

Og det ved European Film Promotion, organisationen der arbejder for at fremme europæiske film og talenter, der har valgt Esben Smed som en af årets ti Shooting Stars ved Berlin Filmfestivalen, der løber 9.-19. februar.

"Her er noget af en intens, høj-oktan dansker. At møde ham, når han er vred, er ganske rystende. Og vi mener det i den bedste betydning. Esbens nærvær er ubestrideligt og fylder lærredet med kant," lyder det i juryens begrundelse.

En af dem, som godt kan forstå, at udlandet er begyndt at få øjnene op for Smed, er instruktøren Jacob Bitsch. I hans nye film, "Aminas breve", som får dansk premiere 9. marts, spiller Smed den altoverskyggende hovedrolle som den skizofrene Janus, der efter en indlæggelse gør det til sin mission at finde gymnasieveninden Amina, som han fornemmer, er i fare.

"Når du som skuespiller står foran kameraet, skal du have noget, som gør, at man har lyst til at se på dig," siger Bitsch. "Man skal tro på, at du er til stede i dette øjeblik. Det er sådan en mærkelig, nærmest magisk ting, som nogen har, og andre ikke har – og den har Esben i ekstremt høj grad. Han giver en troværdighed til de scener, han er med i."

Aminas-letters_450
Aminas breve. Foto: Christian Geinæs

Hårdt arbejde

Det var ellers på teatret, det hele startede for Esben Smed. Som 15-årig var han i erhvervspraktik i værkstedet på teatret Svalegangen i Aarhus, og når dagen var omme, hændte det, at han satte sig ind i teatersalen for at følge med i skuespillernes arbejde i stedet for at tage hjem til Odder og spise aftensmad med sine forældre og sine søskende. 

"Det opdagede teaterchefen. De skulle bruge en drengerolle til en forestilling, så han spurgte mig, om jeg havde lyst til at komme til prøve på den. Det gjorde jeg, og jeg fik den. Så da jeg gik i 9. klasse, fik jeg lov til at tage ind til Aarhus om aftenen for at spille teater," husker Smed.

Få år efter fik han roller i først Aage Rais-Nordentofts ungdomsfilm "2 ryk og en aflevering", siden i Nils Malmros' "Kærestesorger", og vidste nu efterhånden, at det var skuespiller, han skulle være. Men da han nogen tid efter gymnasiet søgte ind på skuespillerskolen første gang, endte det med et afslag. Det gjorde det også anden og tredje gang. Først fjerde gang lykkedes det ham at komme ind på Statens Teaterskole. 

"Det slog mig helt ud at få afslag. Men på den lange bane gjorde det, at jeg fandt ud af, at jeg ikke bare var super genial, men at det handlede om at arbejde hårdt for det. Og det har jeg taget med mig siden."

Det skal føles rigtigt

I dag er det netop det hårde arbejde, der går forud for en rolle, som Smed holder mest af ved sit fag. Da han skulle spille John Faxe Jensen, købte han en bold og et par fodboldstøvler og brugte sin sommerferie på at spille mur. Inden optagelserne til "Bedrag" var han i praktik på et autoværksted for at lære at stykke en smadret bil sammen på ny. Og rollen som Janus i "Aminas breve" forberedte han sig på ved at tilbringe tid på psykiatrisk afdeling og læse alt, hvad han kunne finde, om skizofreni.

"Jeg bruger virkelig meget tid på at lave en karakter. Alle de ting, jeg ikke ved noget om, vil jeg gerne prøve at lære. Der er ikke særligt meget arbejde at få i det her fag, så når man er så heldig at have noget at lave, skal man være glad for det arbejde, der ligger i det. Og det er jeg."

Aminas-letters_2_450
Aminas breve. Foto: Christian Geisnæs

Forud for optagelserne til "Aminas breve" mødtes Smed med instruktøren Jacob Bitsch for at gennemgå alle replikkerne. Han ville være sikker på, at de føltes rigtige, fortæller Bitsch.

"Esben er meget jysk, ydmyg og nede på jorden. Men han er også dedikeret på den der måde, hvor han ikke gør noget, hvis han ikke føler for det. Hvis der er en scene, han ikke kan mærke i maven, så er han stædig – på en god måde. Du kan ikke bullshitte ham med at sige: 'Vi skal nok klippe det, så det bliver godt.'" 

Drømmer om at spille skurk

Rollen som Janus i "Aminas breve" var en drømmerolle for Smed. Han havde læst Jonas T. Bengtssons roman, som filmen bygger på, og da han hørte, at der måske skulle laves en film over bogen, ringede han straks til Bitsch og spurgte, om han måtte komme til casting.

"Der er sådan lidt 'Terminator' over karakteren Janus," fortæller Smed. "Han er sådan en, der aldrig rigtig stopper, lige meget hvad der sker. Og den drivkraft kunne jeg godt lide."

Janus er Smeds første hovedrolle på film. Fremover drømmer han om at kunne fortsætte med at kombinere film- og tv-roller med roller på teatret – ligesom han gør denne vinter, hvor han frem til filmfestivalen i Berlin spiller Kong Leontes i en anmelderrost opsætning af Shakespeares "Et vintereventyr".

"Og så er onde roller altid fede. De er bare sjovere at spille end de dér flotte hovedpersoner, der bare synes, alt er forfærdeligt. Richard III har jeg for eksempel altid været vildt fascineret af, fordi han bare kan få lov til alt. Jeg vil også gerne være skurk i en James Bond-film."

Det med James Bond er måske ikke helt ved siden af, mener Jacob Bitsch. Han ser bare Smed i en helt anden rolle.

"For mig at se er Esben typen, der kan spille alt. Han kan være med i et skævt stykke på en lille teaterscene og så gå direkte ud og spille noget meget bredt bagefter. Hvis han var født i England, ville han være den næste James Bond," siger Bitsch.

Berlinalen 2017 finder sted fra 9. til 19. februar.


Mere om Aminas breve

"Aminas breve" er instrueret af Jacob Bitsch, som debuterede som spillefilminstruktør med komediedramaet "Camping" (2009). Birgitte Skov er producer for Toolbox Film. Filmen får dansk premiere den 9. marts.

Se klip fra filmen