Isabella for real på filmstriben

FILMSTRIBEN. Mette-Ann Schepelerns dokumentarfilm "Isabella - for real" handler om Isabella, der bor sammen med sin psykisk syge mor og kæmper for at holde fast i den barndom, hun aldrig rigtig fik. Se filmen på Filmstriben.

Børn, der på den ene eller anden måde bliver forsømt af de voksne omkring dem, er et tema, der går igen i disse dage, både i virkeligheden og på film. Senest i Lisbeth Zornig Andersens gribende dokumentar "Min barndom i helvede" om en barndom præget af vold, druk og seksuelle overgreb. Mette-Ann Schepelerns "Isabella - for real" er endnu en dokumentarfilm, der viser, hvilke konsekvenser fraværet af en voksen rollemodel kan have.   

Isabella bliver snart 18 år, men har ikke rigtig lyst til at blive voksen. Hun føler, at hun allerede har været voksen én gang, nemlig da hun var yngre, og hendes mor led af en alvorlig psykisk sygdom.  Dengang måtte Isabella træde til og blandt andet tage sig meget af sine yngre brødre. I dag er tingene mere stabile, og Isabella vil derfor gerne bare være ung, slå sig løs og have det sjovt. Det er bare svært, når hun også skal tage kørekort, passe gymnasiet og arbejde i familiens nye Drive In Bio. Samtidig skal Isabella forsøge at løsrive sig fra moren, som hun trods al elendigheden er nært knyttet til.

"Isabella - for real" er en stærk dokumentarfilm om, hvordan det er at være barn af en psykisk syg forælder. Filmen følger Isabella, der sætter ord på tabuet, mens hun kæmper for at finde sin egen vej i livet og blive voksen - for real. Politikens anmelder Kim Skotte giver filmen 4 ud af 6 stjerner og skriver blandt andet:

"Mette-Ann Schepelerns 'Isabella – for real' er en meget lidt sensationalistisk case story. Et portræt af en helt almindelig ung pige med en måske ikke helt så ualmindelig opvækst. Børn, der vokser op med forældre, der enten er periodisk hjælpeløse eller mere eller mindre umulige i voksenrollen, er desværre ingen sjældenhed. Af samme grund er 'Isabella – for real' ikke bare et portræt, men et oplæg til samtale, som kunne agere spejl for mange andre unge i tilsvarende eller beslægtede situationer."

"Isabella – for real" kan ses på Filmstriben og er netop udkommet på DVD. "Isabella – for real" er støttet af Det Danske Filminstitut.

www.filmstriben.dk