Italiensk pris til dansk kortfilm

Jesper Waldvogel Rasmussens novellefilm, ”Ses”, modtog lørdag den 25. juli prisen for bedste kortfilm i kategorien for film til de 13-16-årige på den 39. udgave af børne- og ungdomsfilmfestivalen Giffoni Experience, der afholdes i Italien.

Efter sin tvillingebrors tragiske død begynder den 14-årige Nete i en ny skole. Det samme gør en ny dreng, og Nete chokeres over drengens fuldstændige lighed med hendes afdøde bror. Da det første chok har fortaget sig, sætter hun sig for at finde ud af, hvem han egentlig er.

”Ses” er Jesper Waldvogel Rasmussens instruktørdebut. Han har selv skrevet manuskript, og Nina Lyng og Eva Juel Hammerich fra Nepenthe Film har produceret.

Læs mere om "Ses" på www.sesfilmen.dk