Jagten er årets bedste internationale film i UK

AWARDS SEASON. Thomas Vinterbergs film vandt søndag aften en British Independent Film Award i kategorien Best International Independent Film.

"Jagten" overhalede tunge favoritter som "Amour", "Rust and Bone" og "Hushpuppy"/"Beast of the Southern Wild", da den søndag den 9. december modtog en British Independent Film Award i kategorien Best International Independent Film of the Year.

"Jagten" havde verdenspremiere på Cannes Festivalen i maj, hvor den erobrede prisen for Bedste Skuespiller med Mads Mikkelsen. Den har siden modtaget adskillige priser, senest ved European Film Awards med prisen for Bedste Manuskript til Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm. 

Filmen får dansk premiere den 10. januar. Den er derfor ikke blandt de film, der i år kunne blive Oscar-indstillet fra Danmark.

"Jagten" er produceret af Morten Kaufmann og Sisse Graum Jørgensen for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Filmen kan allerede ses onsdag 12. december kl. 19. i Grand Teatret ved Filmmagasinet EKKOs snigpremiere, hvor man kan møde Thomas Vinterberg og få det nye nummer af magasinet.

British Independent Film Awards

 

Tags: