I Jon Bang Carlsens mange fabulerende filmfortællinger, der ofte befinder sig i mellemrummet mellem fiktion og dokumentarisme, filtreres iagttagelser af en ydre virkelighed gennem et lag af selvbiografi og eksistentiel søgen.
I essaysamlingen "At opfinde virkeligheden" blandes metoderefleksioner med erindringer og poetiske registreringer fra et liv i bevægelse. Teksterne er skrevet over en årrække, men bearbejdet på ny og suppleret med uddrag fra private dagbøger, der dokumenterer den tætte forbindelse mellem liv og værk.
Vi bringer her et uddrag af Lars Movins forord:
"Jon Bang Carlsen (f. 1950) er en ægte auteur og en ener i dansk film. Siden debuten i 1973 har han med sin genresprængende, personligt insisterende og visuelt originale tilgang til de levende billeder bidraget til at udvide filmkunsten, herhjemme såvel som internationalt. Blandt hovedværkerne kan nævnes titler som 'Jenny' (1977), 'Hotel of the Stars' (1981), 'Fugl Fønix' (1984), 'Før gæsterne kommer' (1984), 'Ofelia kommer til byen' (1985), 'Livet vil leves … breve fra en mor' (1994) og 'It’s Now or Never' (1996) – flere af hvilke er eksempler på den selvopfundne genre: iscenesat dokumentarisme. Fra nyere tid bør fremhæves den såkaldte Sydafrika-trilogi: 'Addicted to Solitude' (1999), 'Portræt af Gud' (2001) og 'Blinded Angels' (2007). Og inden for de seneste år er det i forvejen omfangsrige oeuvre blevet tilføjet flere større værker, først og fremmest 'Just the Right Amount of Violence' (2013) og 'Déjà Vu' (2016).
Det er film, der spænder vidt – geografisk, tematisk, udtryksmæssigt – og som portrætterer vidt forskellige mennesketyper, men som alle i en vis forstand samtidig handler om instruktøren selv. Et kendetegn, der altid har været en præmis for filmkunstneren Jon Bang Carlsen.
Uanset hvilken genre han har opereret i, har han givet udtryk for en bevidsthed om, at man som filmmager ikke kan undgå, at éns egen skygge hviler over det motiv, man iagttager. Hvilket betyder, at det for Jon Bang Carlsen har været en selvfølge, at samtidig med at han med sine billeder holder et spejl op for verden, fungerer filmene også som et spejl for ham selv. Om fagkundskaben så hæfter kategorier som “dokumentarisme”, “fiktion”, “eksperiment” eller “essay” på værkerne, betyder derfor mindre. Alle filmene er dybest set afsnit af den samme Store Fortælling, en livslang (selv)refleksion og en undersøgelse af grundbegreber som identitet, tro, kultur, tilhørsforhold, historie, rødder. Alt dét, der har at gøre med vores eksistensvilkår som mennesker.
Den komplekse og selvinvesterende tilgang til den visuelle skaben taget i betragtning kan det ikke overraske, at Jon Bang Carlsen ved siden af sit virke som filmmager har haft et påtrængende behov for at formulere sig på skrift. Skriften og billederne er i årenes løb sprunget fra den samme kilde, til tider har de løbet parallelt, mens de til andre tider har viklet sig sammen i en fælles sags tjeneste, beriget, suppleret og oplyst hinanden. Filmideer er vokset ud af dagbogsskriverierne, mens de færdige film har affødt mere skrift: artikler, essays, metoderefleksioner. Og specielt i de senere år – i fasen efter de ofte relativt ordknappe iscenesat dokumentariske værker – er den ellers fundamentalt visuelt orienterede filmmager begyndt at dekorere sine scenarier med sekvenser fra en tilsyneladende uophørlig talestrøm, hvor overvejelser omkring tilværelsens gentagelser og forandringer mødes med nye sansninger og iagttagelser i det konstant voksende værk."
Bogen er udgivet på Tiderne Skifter med støtte fra Det Danske Filminstitut, Danske Filminstruktører og Danske Dramatikere.
