En grønlandshval kan blive op til 18 meter lang, veje op til 100 tons og regnes for det pattedyr, der kan leve længst. I 1998 fandt man således, ved et tilfælde, en harpun på en af hvalerne, der måtte være mindst 200 år gammel. I "Ishavets kæmpe" følger vi i et fiktivt univers en grønlandshvals liv fra den fødes i 1800-tallet og vokser op under den industrielle udvikling og frem til vor tids globale opvarmning og klimaforandringer.
"Kultur er luksus"
Naturen og menneskets indblanding er et tema, der går igen i Adam Schmedes film. Hans forrige film, den prisbelønnede "Kamæleonernes strand", satte fokus på de små krybdyrs ulige kamp mod mennesket, der invaderer og ødelægger kamæleonernes naturlige habitat. Ifølge instruktøren er naturen et fundament, der går forud for alt andet, og som vi har en pligt til at formidle fra.
"Kultur er en luksus, som kun kan lade sig gøre, hvis vi har naturen. Men i stedet for at leve af renterne, så æder vi vores egen kapital op. Mens vi sidder og snakker sammen her, forsvinder tre-fire arter på jorden. Jeg synes, det er vores pligt at være til stede på den scene og fremstille jordens svageste led, som er naturen og dyrene."
Ikke en typisk naturfilm
Ifølge Adam Schmedes adskiller "Ishavets kæmpe" sig på to punkter fra andre naturfilm. Først og fremmest fordi den viser den barske virkelighed frem for det romantiske billede, som andre naturfilm har en tendens til at fremstille. Og fordi filmen benytter sig af fiktive fortællemidler.
"Hovedpersonen i filmen er en hval, og det har vi typisk svært ved at identificere os med. De er ukendte for os og lever skjult og langt væk. Det har jeg forsøgt at omgå ved at bruge fiktion som greb til at vise, hvordan alting har forandret sig igennem den her hvals liv," siger Adam Schmedes.
Besværet værd
"Ishavets kæmpe" har været fem år undervejs og haft mange udfordringer. Foruden de praktiske udfordringer ved at filme et pattedyr af grønlandshvalens størrelse i temperaturer langt under frysepunktet
