The Kenyan Film Academy, som står for prisuddelingen Kalasha Awards, har nomineret Vibeke Muasyas "Kidnappet" i hele seks af de større kategorier: bedste spillefilm, skuespiller og skuespillerinde samt bedste manuskriptforfatter, klipning og cinematografi.
"Kidnappet" handler om det 12-årige adoptivbarn Simon, der rejser med sin danske mor til Kenya, hvor han er født. Simon har ikke den store interesse for sit fødeland og ville hellere være blevet i Danmark og spille fodbold. Allerede på rejsens første dag går det dog galt – Simon forsvinder, da han i jagten på sin elskede fodbold havner midt i Kibera - Østafrikas største slumby! Der er dog ingen fare på færde, før Simons mor beslutter at gå til medierne og udlove en dusør til den, der finder ham. Pludselig er Simon et jaget trofæ i et af verdens fattigste lande, men Simon opdager, at hans nye venner er klar til at hjælpe, hvor og når han mindst venter det.
Rollelisten består af 69 kenyanske skuespillere og blot tre danske, og filmen var i 2011 nomineret til en Robert for Årets Børne- og Ungdomsfilm samt for to biroller spillet af kenyanske børn. Desuden har den modtaget flere internationale priser og blev i foråret udtaget til den kenyanske 21st European Film Festival, hvor Vibeke Muasya var inviteret til at præsentere sin film.
I den forbindelse rejste instruktøren rundt i Kenya og viste filmen i forskellige slumkvarterer – med start i Kibera, hvor de fleste optagelser fandt sted.
Filmen er blevet positivt modtaget i Kenya. Før turneen fortalte Vibeke Muasya om reaktionerne til FILMupdate:
"'Kidnappet' er i kenyanske medier blevet kaldt for landets egen 'Out of Africa', fordi det er en international film, hvor kenyanske skuespillere får lov at spille rigtige, store roller. Der er mange vestlige filmskabere, der rejser til ulande for at optage grufulde og forfærdelige scener, som fremstiller lokalbefolkningen på en endimensionel måde, men i 'Kidnappet' foregår stort set hele historien i Afrika. Desuden er det den første danske film med en sort barneskuespiller i hovedrollen".
Prisuddelingen Kalasha Awards finder sted den 8. december i Nairobi, Kenya.
Filmen er produceret af Karoline Leth og Vibeke Windeløv for SF Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.