Instruktøren Vibeke Muasyas film "Kidnappet", som er optaget i Kenya, er blevet udtaget til den kenyanske "21st European Film Festival", som afholdes den 11.-27. maj. Muasya er blevet inviteret til at præsentere sin film, og "Kidnappet" er, som den eneste film på festivalen, udvalgt til at turnere rundt i Kenya med screenings i forskellige slumkvarterer. Rejsen starter i Kibera, en af Afrikas største slumbyer, hvor filmen er optaget. "Kidnappet" bliver desuden også vist på åbningsaftenen til "7th European Film Festival" i Mombasa den 4. juni.
"'Kidnappet' er i kenyanske medier blevet kaldt for landets egen 'Out of Africa', fordi det er en international film, hvor kenyanske skuespillere får lov at spille rigtige, store roller. Der er mange vestlige filmskabere, der rejser til ulande for at optage grufulde og forfærdelige scener, som fremstiller lokalbefolkningen på en endimensionel måde, men i Kidnappet foregår stort set hele historien i Afrika. Desuden er det den første danske film med en sort barneskuespiller i hovedrollen", siger instruktør Vibeke Muasya.
Workshop for filmfolk
Den danske ambassade i Nairobi arrangerer i samarbejde med Kenya Film Commission, Kenya Cultural Center og Danidas Oplysningsbevilling en workshop med Vibeke Muasya. Her vil hun holde et oplæg for den kreative branche og de kenyanske filmskabere om manuskriptskrivning og filmskuespil.
"Østafrika er i rivende udvikling, også i film- og medieindustrien, og landet har de seneste år opfostret sine egne stjerneskuespillere. Problemet er bare, at der ikke finder en tilsvarende udvikling sted indenfor uddannelsen af disse skuespillere og nye talenter. I Kenya er der ikke nogen officiel teaterskole eller filmskole, og filmmanuskripterne lider under, at man i Afrika har en mundtlig tradition for historiefortælling frem for en skriftlig tradition".
Muasya fortæller, at det har været en gensidig glæde at samarbejde med de lokale skuespillere: "Det er det fantastiske med film: at man kan bygge broer".
Derfor er Muasya allerede i gang med at udvikle et nyt filmprojekt i samarbejde med produceren Vibeke Windeløv, som sammen med Karoline Leth også har produceret "Kidnappet". Filmen "Nobody Needs Flowers" er en dramatisk komedie med den amerikanske skuespillerinde Siobhan Fallon Hogan i hovedrollen. Filmen er en dansk-irlandsk-kenyansk koproduktion og skal ligesom "Kidnappet" optages i Kenya.
Jaget vildt i slummen
"Kidnappet" handler om det 12-årige adoptivbarn Simon, der rejser med sin mor til Kenya, hvor han er født. Simon er dog mere optaget af at spille fodbold end af at opleve sit fødeland. Allerede på rejsens første dag går det galt – Simon forsvinder, da han i jagten på sin elskede fodbold havner midt i Kibera – Østafrikas største slumby! Da Simons mor går til medierne og udlover en dusør til den, der finder ham, bliver Simon pludselig et jaget trofæ i et af verdens fattigste lande, men Simon opdager, at hans nye venner er klar til at hjælpe, hvor og når han mindst venter det.
I "Kidnappet" medvirker 69 kenyanske skuespillere og tre danske. Filmen var i 2011 nomineret til en Robert for Årets Børne- og Ungdomsfilm, og to af de medvirkende kenyanske børn var ligeledes nomineret i kategorien Årets Birolle. "Kidnappet" har desuden modtaget flere priser på adskillige internationale film festivaler.
Festivalen "21st European Film Festival" i Kenya løber af stablen fra den 11.-27. maj, og programmet består af 17 europæiske film, herunder også Susanne Biers "Hævnen".