Joachim Triers drama "Louder than Bombs" er som et puslespil. Motivet er den afdøde krigsfotograf, Isabelle Reed (Isabelle Huppert), og brikkerne er minderne om hende set fra hendes mands og to sønners synsvinkel – spillet af Gabriel Byrne, Jesse Eisenberg og Devin Druid. Filmen forsøger ikke at finde Sandheden om Isabelle, men undersøger de spor, tabet af hende har efterladt i de tre mænd, og hvordan det har påvirket deres forhold til hinanden og til andre kvinder.
Joachim Triers faste klipper, danske Olivier Bugge Coutté, har stået bag kompositionen af de tre karakterers historier, der raskt væk blander fortid, fremtid, fantasi, associationer, virkelighed, minder og forskellige opfattelser af de begivenheder, der foregår over de fire-fem dage, hvor familien samles, da Jonah vender hjem til barndomshjemmet i New York.
"Filmen er klippet i en essayistisk stil, vi kan godt kan lide: Et fletværk af mange historier, der blander sig ind i hinanden og sammen giver en hovedhistorie," siger Olivier Bugge Coutté. Han sammenligner fortællestilen med en roman, hvor man uden problemer kan lave digressioner og skifte fokus mellem karakterer. Ligesom i Trier og Couttés tidligere samarbejder, "Reprise" (2006) og "Oslo, 31. august" (2011) gør "Louder than Bombs" nemlig op med den fremdriftsorienterede fortælleform, der er typisk for filmmediet.
"Filmen har en poetisk fremdrift frem for en plotmæssig fremdrift. Når vi laver digressioner - f.eks. ved at klippe til Gabriel Byrnes møde med sin kæreste på netop det tidspunkt – bunder det ikke i en plotorienteret logik, men i en karakterundersøgende, følelsesmæssig og rytmisk logik," siger Coutté.
"Det besynderlige ved filmen er, at den virker ret plotorienteret i starten. Når man ser de første 10 minutter, tænker man, 'Bum! Du skal hjem og fortælle dine børn, hvordan din kone døde.' Men så kommer den til at handle om alle mulige andre ting. Stilmæssigt og fortællemæssigt bryder den form hele tiden. Det er tit en anklage, men jeg ser stilbrudene som en styrke."
Så rent på følelsen
Stilbrud, poesi, tidsspring og overspring kendetegner også Olivier Bugge Couttés inspirationskilder, som tæller store europæiske instruktører som Nicolas Roeg, Andrei Tarkovsky, Jean-Luc Godard, Alain Resnais og Lars von Trier. "Jeg har altid været inspireret af klipning, der står ud som et kunstværk og gør opmærksom på sig selv," siger han.
Særligt klipningen i Lars von Triers "Breaking the Waves" får ham op at ringe.
"Fuck, hvor var den vildt klippet," siger han. "Hvor er det frækt - at skyde et episk melodrama på 35 mm anamorfisk og så bare klippe den som en slagtehund. Jeg har ikke set den i mange år, men jeg elskede den dengang. De hårde jump cuts går tilbage til Nouvelle Vague, men her var det så radikalt. Det er så rent på følelsen. På den ene side bliver alle mellemregningerne fjernet, når man laver et jump cut. På den anden side genopstår de inde i hovedet på beskueren, fordi man i fraværet fylder sit eget nærvær ind. Der bliver gjort plads til at fylde ud med al den poesi og historie, man som tilskuer selv kan lægge i tidsspringet. Det syntes jeg, var enormt inspirerende."
Klipning er som statskundskab
Egentlig var det lidt tilfældigt, at Olivier Bugge Coutté, hvis navn stammer fra hans franske far, endte som klipper. Efter at have taget en bachelor i statskundskab i Frankrig savnede han det kreative arbejde og startede i 1995 på den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. Skolen havde et pointsystem, der på andet semester gav ham mulighed for at vælge et kursus, der kun havde fire pladser. Og så måtte det være fedt, tænkte han. Kurset var i klippemaskinen AVID, som skolen kun havde fire af, fordi de var så dyre. Og det næste semester havde han en fest med at sidde og klippe sine medstuderendes materiale fra en action-workshop af Lasse Spang Olsen. "Siden er jeg ikke kommet ud af klipperummet," siger han.
"Dengang jeg skiftede til filmbranchen, retfærdiggjorde jeg mit valg ved at sige, at klippearbejdet mindede om statskundskab, fordi det handler om at strukturere en fortælling ud fra et kæmpestort uoverskueligt materiale. Og det er ikke forkert. Klipning kombinerer det kunstneriske og poetiske med intellektuelle overvejelser om dramaturgi og narrativitet. Det er stadigvæk det, der tiltrækker mig."
Det var også i Ebeltoft, at Olivier Bugge Coutté første gang mødte den norske instruktør Joachim Trier. De havde ingen projekter sammen det år, men blev gode venner, så gensynsglæden var stor, da de halvandet år senere pludselig stod over for hinanden på parkeringspladsen til the National Film and Television School i England. Trier og Coutté boede sammen med to andre fyre i et "nedslidt lortehus i Wembley", hvor der aldrig blev gjort rent eller vasket op. Til gengæld lavede de film, og Coutté klippede bl.a. Triers andenårsfilm "Pietà" og afgangsfilmen "Still".
De fortsatte samarbejdet på et par reklamefilm i tiden efter filmskolen, hvor Coutté også klippede en række kortfilm, musikvideoer og dokumentarer – bl.a. Christina Rosendahls "Stjernekigger" og Christoffer Guldbrandsens "Lykketoft Finale" og "Den hemmelige krig". Men hele tiden med håbet om at klippe spillefilm.
I tvivl om mindet
Jesse Eisenberg og Devin Druid i "Louder than Bombs". Foto: Jackob Ihre
Det blev opfyldt med Joachim Triers debutspillefilm "Reprise" fra 2006 – et følsomt portræt af en ung psykisk ustabil forfatter, der i sin fortælling konstant veksler mellem tidsplaner, sted, erindring, fantasi og virkeligheder. En stil, der også kendetegner Triers "Oslo, 31. august", der var udtaget til Un Certain Regard i Cannes 2011, og "Louder than Bombs", der i disse dage konkurrerer om Guldpalmen.
"Tematikken om mindet har været gennemgående i de tre film. Hvis man bliver i tvivl om mindet, hvad er der så tilbage af virkeligheden? Hvad er der tilbage af en person, hvis man ændrer på fortiden, eller lyver om den, eller det hele bare var en forestilling?"
På "Louder than Bombs" var Coutté med i New York og klippede parallelt med optagelserne. Derefter klippede han videre et par måneder på Nimbus Film i København, inden parret gjorde filmen færdig i Norge i starten af marts. I New York havde Trier ikke tid til at komme forbi klipperummet, men han diskuterede dagligt materialet med sin klipper over telefonen. Var der for få nærbilleder, for lidt dialog, og forstår man, hvad der foregår?
"Måden, vi klipper på, ligger som udgangspunkt i manuskriptet - f.eks. når samme scene er skudt på to forskellige locations. Men det er først under klipningen, at vi udvikler formen på, hvordan scenerne konkret bliver klippet sammen, og ser, om ideerne overhovedet fungerer," siger Coutté.
"Joachim er enormt åben for, at jeg prøver alt muligt. Vi sidder meget sammen i klippeprocessen, men han sidder ikke på nakken af mig. Fordi vi er så nære venner privat, kan jeg også sige, 'hold nu kæft og giv mig lige tre timer.'"
Islandsk langsommelighed og dansk ramasjang
Udover Triers film har Olivier Bugge Coutté i det seneste år bl.a. klippet Christina Rosendahls "Idealisten", Jeppe Røndes "Bridgend" og Dagur Káris islandsk-danske "Virgin Mountain", der ligesom "Louder than Bombs" er koproduceret af Mikkel Jersin og Bo Ehrhardt fra Nimbus Film. Netop "Bridgend" og "Virgin Mountain" var to af de store vindere på sidste måneds Tribeca Film Festival i New York, hvor Olivier Bugge Coutté vandt prisen for bedste klipning for "Bridgend."
"De to film kunne ikke være klippet mere forskelligt," siger han. "'Bridgend' er sindssygt melodramatisk og højspændt med masser af sekvenser, der springer i tid og rum – ligesom 'Reprise.' 'Virgin Mountain' er den vildeste islandske film. Sådan noget med et nærbillede af en mand, der glor ind i kameraet i halvandet minut. Så blinker han. Klip til et totalbillede, hvor han står i det ene hjørne og går ud af framet. Det går sindssygt langsomt. Det er en fantastisk film, men fuldstændig modsat 'Breaking the Waves'-traditionen."
Couttés næste projekt, "Flaskepost fra P", den tredje film i Jussi Adler-Olsen-serien om Afdeling Q, må også siges at være et genreskift. "Det er ren ramasjang," siger Coutté.
"Det er også sjovt at klippe nogle biljagter og skuddueller."
"Louder Than Bombs" er en norsk-fransk-dansk samproduktion. Det danske hold består af Mikkel Jersin og Bo Ehrhardt som koproducenter for Nimbus Film, klipper Olivier Bugge Coutté og Ghost VFX på visuelle effekter. Den norske hovedproducent er Thomas Robsahm for Motlys. Filmen er støttet gennem Det Danske Filminstituts ordning for internationale koproduktioner.
Læs: Interview med Mikkel Jersin
