Klumpfisken

FILMSTØTTE. New Danish Screen ved Det Danske Filminstitut har givet produktionsstøtte til Søren Balles spillefilm "Klumpfisken" – et humoristisk kærlighedsdrama, som foregår i Hirtshals' fiskermiljø.

Fiskeren Kesse på 46 står i sit livs dilemma. Konen er skredet, økonomien hænger i laser og banken er efter ham. Kesse elsker sit arbejde, men det er ikke let at overleve som fisker i dag. I et desperat forsøg på at holde hovedet oven vande, siger Kesse ja til at få den kvindelige havbiolog og "tjøwenhavner" Gerd med ombord, og dermed få flere kvoter at fiske for. Trods deres forskelligheder forelsker de to sig i hinanden. Kærlighed betaler dog ingen regninger, så Kesse ser sig tvunget ud i at fiske sort, og det bringer både hans eksistens som fisker og den nyvundne kærlighed i fare.

Søren Balle debuterer som spillefilminstruktør med "Klumpfisken" med Henrik Birch og Susanne Storm i hovedrollerne.

"'Klumpfisken' er et projekt med nye, lovende kræfter på alle poster. Det er en solid, karakterbaseret historie med lige dele humor, romance og drama", siger Jakob Høgel, leder af talentordningen New Danish Screen. "Jeg forventer, at dette projekt vil få Søren Balle ud over rampen som en instruktør, der kan bringe mange følelser i spil samtidig og nå vidt forskellige grupper i publikum med sine historier."

Spillefilmen "Klumpfisken" er en adaption af teaterstykket af samme navn, som vandt en Reumert i 2009. Lærke Sanderhoff har skrevet manuskriptet til filmen i samarbejde med Søren Balle, og Claudia Siesbye Halsted debuterer som producer for Film Maker ApS.

"Klumpfisken" har modtaget 5,9 mio. kr. i produktionsstøtte gennem New Danish Screen ved Det Danske Filminstitut. Der er forventet biografpremiere i december 2013.