Optagelserne til første sæson af Xee's nye danske komedieserie 'Fantomforhold' er nu skudt i gang – med en rolleliste, der både tæller relativt nye skuespillere som Anna Winum Juul, Sandra Guldberg Kampp og Anna Bruus samt mere erfarne folk som Ann Eleonora Jørgensen, Søren Malling og Kirsten Lehfeldt.
Serien er en tragikomisk fortælling om 28-årige Allie og hendes rejse gennem svære hjertesorger. Allies kæreste Thomas er for nyligt gået fra hende, og Allie har svært ved at finde fodfæstet i hendes nye virkelighed. Efter et spontant knald med den karismatiske kunstner Chresten, anbefales Allie en nyoprettet støttegruppe for folk med kærestesorger. I støttegruppen møder hun mennesker med alle former for hjertesorger, og hun finder et fællesskab for knuste hjerter.
Det har været vigtigt for instruktør Rikke Kolding og manuskriptforfatter Anna Winum Juul at skabe en relaterbar skildring af kærestesorger i sine mange forskellige afskygninger:
"Det er en serie, der favner bredt både køns- og aldersmæssigt, og derfor nok skiller sig lidt ud fra de eksisterende serier i samme format. Der er en masse unge talenter bag – og foran – kameraet, men det er ikke en ungdomsserie, vi ender med at lave," siger Rikke Kolding. Anna Winum Juul fortsætter:
"Vi håber på at kunne fortælle, at seeren ikke er alene. At serien vil samle os omkring vores oplevelser om kærestesorger, og få os til at dele dem med hinanden, ligesom vi selv har gjort i skriverummet."
Serien kigger på tabubelagte temaer som ensomhed og sorg og udforsker dem gennem de syv stadier af kærestesorger: chok, fornægtelse, skyld, vrede, depression, rekonstruktion og accept – og ønsket er at give et ærligt billede hjertesorgen:
"I fiktionen vises kærestesorger ofte som et lynhurtigt vendepunkt, der skal få karakteren et andet sted hen, end de startede, men i virkeligheden fylder kærestesorger jo ekstremt meget i vores liv. De fleste oplever kærestesorger i løbet af deres liv, og på den måde er det en form for kollektiv sorg, alle kan relatere til," fortæller Rikke Kolding.
Public service på Xee
Det er første gang, at Xee modtager produktionsstøtte fra Public Service Puljen, og det projekt glæder man sig til:
"Vi synes, det er vigtigt at investere i kvalitetsindhold med en stærk dansk identitet, og selvom vi er en kommerciel tv-kanal, har vi altid haft som ambition at fortælle vedkommende historier med temaer, der både kan underholde, give nye talenter en chance og ikke mindst røre vores seere. Med produktionsstøtten fra DFI får vi mulighed for at producere endnu mere originalt dansk fiktion og ikke mindst producere indhold af høj kvalitet, der tør tage fat på svære emner som ensomhed og hjertesorg," siger Kim Poul Christensen, mediedirektør i Nuuday.
'Fantomforhold' er støttet af Filminstituttet via Public Service Puljen og forventes at få premiere på Xee i løbet af efteråret 2021.