Kvindernes filmkunst ud af glemmebogen

CINEMATEKET. De danske instruktører Lone Scherfig og Astrid Henning-Jensen optræder i Mark Cousins' storværk 'Women Make Film', der kaster lys på kvindernes – oversete – betydning for filmens historie. Dokumentaren får dansk biografpremiere i Cinemateket over fem dage i juni.

"Det her er en slags filmskole, hvor alle lærerne er kvinder."

Sådan siger den britiske skuespiller Tilda Swinton i det dokumentariske storværk 'Women Make Film: A New Road Movie Through Cinema' fra 2018, som kan ses i juni i Cinemateket. 

Som Filminstituttets vindue til dansk og international filmhistorie vil Cinemateket sætte fokus på de kvindelige stemmer fra hele verden, der har været med til at præge filmen som kunstart – men hvis betydning har været stærkt underbelyst.

'Women Make Film' i Cinemateket

Se Mark Cousins' film i sin helhed eller i udvalgte blokke hen over de fem spilledage 4., 5., 11., 14. og 18. juni.

Den filmhistoriske 'road movie', der er skabt af den anerkendte instruktør og filmkritiker Mark Cousins, forsøger at bryde med vores vanetænkning og give et alternativt rids af filmhistorien.

'Women Make Film' udsprang af Cousins undren over, at han kendte så få kvindelige filminstruktører, indtil han blev klar over, at deres aftryk har været massivt overset. Cousins satte sig derfor for at kompensere for dette ved at inkludere hele 183 kvindelige instruktører i sin udforskning af filmens historie.

Filmens over tusind klip er inddelt i tematiske og stilistiske nedslag og er udelukkende hentet fra værker begået af kvindelige filmskabere. Dokumentaren er fortalt i 40 kapitler og strækker sig over hele 14 timer, der i Cinematekets program er opdelt i fem blokke. De enkelte blokke kan ses uafhængigt af hinanden.

Ud over Tilda Swinton figurerer andre kendte navne så som Debra Winger og Jane Fonda som fortællere i filmen.

Også danske instruktører optræder i Cousins filmhistoriske mammutværk. Side om side med internationale navne som Kathryn Bigelow, Jane Campion, Agnès Varda og Andrea Arnold er Astrid Henning-Jensen og Lone Scherfig repræsenteret – i henholdsvis blok #1 og blok #5.

'Women Make Film' havde verdenspremiere på Venedig Filmfestivalen i 2018 og vises nu for første gang i biografen herhjemme.

Tags: