I to sæsoner fulgte et begejstret og trofast publikum TV 2s serie om de bindegale, men alligevel elskelige, beboere på Lærkevej. Nu er Cosmo Film i gang med filmatiseringen af serien.
"Lærkevej – Til døden os skiller" tager med vanlig dramatik afsæt i, at Elisabeth (spillet af Søs Egelind) pludselig kollapser midt under sin egen fest. Det viser sig desværre hurtigt, at hun er alvorligt syg, hvilket sætter tankerne i gang hos alle på Lærkevej og får villavejens beboere til at tage deres egne liv op til revision. Det hele sker naturligvis bag velfriserede ligusterhække og i den galgenhumoristiske men ikke desto mindre livsglade atmosfære, der kendetegner Lærkevej.
"Lærkevej – Til døden os skiller" instrueres af Mogens Hagedorn, er skrevet af Mette Heeno og produceres af Mie Andreasen og Tomas Hostrup-Larsen for Cosmo Film med støtte fra Det Danske Filminstitut / Markedsordningen. Filmen får premiere den 2. februar 2012.
Følg Lærkevej på facebook: facebook.com/laerkevej