"En kvinde skal ikke finde sig selv, hun skal finde en mand." Replikken falder til Marie Krøyer i Bille Augusts film af samme navn. For vi befinder os i en tid, hvor det var naturgivet for en kvinde at have sit identitetsmæssige holdepunkt fast forankret i en mand. Og hvilken mand er det da ikke også, som Marie Krøyer læner sig op ad: en af Danmarks mest succesfulde og anerkendte kunstnere nogensinde, P.S. Krøyer.
Skagensmalerne bosatte sig i slutningen af 1800-tallet på Danmarks nordligste spids, fordi de var fascineret af det særlige lys i det barske naturområde i Skagen. De repræsenterer et stykke Danmarkshistorie, og med deres nye syn på kunsten, hvor de søgte et mere ærligt udtryk inspireret af blandt andet de franske impressionister, blev de en betydningsfuld del af det moderne gennembrud herhjemme.
I denne tid mellem det traditionelle landbrugssamfund og industrisamfundet opstod også en gryende forståelse for, at kvinders plads i samfundet måtte udfordres. Det blev Marie Krøyer et smertefuldt eksempel på.
Hun var selv maler, men kendes i eftertiden bedst som smuk model for sin mand. Ikke bare hendes egen skabertrang, men også hendes rolle som mor og hustru blev udfordret af samlivet med den geniale, men også gale P.S. Krøyer, der var maniodepressiv. Marie Krøyer visnede i skyggen af sin mands talent, og det var det, der oprindeligt fangede Bille Augusts opmærksomhed.
Fanget i et dilemma
"Jeg har i mange år været betaget af Skagensmalerne som sådan og det fænomen, at så mange fremragende malere slog sig ned i Skagen på det tidspunkt. Da jeg begyndte at forske i deres historie, læste jeg tilfældigvis en bog om Marie Krøyer, "Balladen om Marie" af Anastassia Arnold, og her fandt jeg et godt udgangspunkt for at fortælle en historie," siger Bille August.
"Jeg blev meget fascineret af portrættet af denne kvinde, der på det tidspunkt var den mest beundrede kvinde i Danmark. Både fordi hun var smuk og fordi hun blev portrætteret af sin mand, der var sådan en fremragende maler. Men jeg ville gerne dykke ned bag facaden."
Marie Krøyer møder i 1902 den svenske komponist Hugo Alfvén, da hun er taget på ferie med datteren Vibeke for at komme væk fra P.S. Krøyers opslidende og betændte sygdom. Marie og Hugo forelsker sig hovedkulds i hinanden.
"Marie var en kvinde af sin tid og fanget i et dilemma: Skulle hun leve med en vidunderlig, men sindssyg mand, der desuden var meget ældre end hun, eller skulle hun vælge kærligheden med de store omkostninger, det ville have?"
"Man skal tænke på, at dengang – før der var noget, der hed ugeblade og fjernsyn – var hun Danmarks mest feterede kvinde, både på grund af sin skønhed og sin status. Fra at være den mest beundrede blev hun den mest forhadte, mest foragtede. Hun betalte en kæmpe pris for at udleve sin kærlighed."
På grund af de mange sindsoprivende valg, som Marie Krøyer stod i, blev hun uforvarende til et symbol på en kvinde, som bevidst gik imod konventionerne. Og den vinkel ligger også helt i tråd med Bille Augusts tilgang til Marie Krøyer og til historien om Skagensmalerne.
"En film kræver en god historie, så enkelt er det. For mig blev det pittoreske og det faktum, at der var så mange gode malere på det tidspunkt, mere en baggrundshistorie, en kulisse for selve kammerspillet. Det var dramaet mellem menneskene, der optog mig. Jeg blev især fascineret af portrættet af Marie Krøyer, der nok betaler en høj pris for sine valg, men som også drager fordel af sine erfaringer. Hun modnes jo af det. På trods af, at det er nogle frygtelige ting, hun skal igennem, gør hun det med oprejst pande. Hun udvikler sig og lærer noget."
"Også i dag står kvinder over for nogle svære valg, sværere end mænd, synes jeg. Fordi kvinder stadig skal vælge mellem karrieren, familien og kærligheden. På den måde synes jeg, at historien om Marie Krøyer har en nutidig relevans."
For Bille August er det vigtigt, at enhver historie har en almengyldighed, der kan transcendere tid, nationale tilhørsforhold, køn – alle de filtre, man kan opleve en film igennem.
"Jeg stiller altid mig selv dette spørgsmål, når jeg går i gang med film, der foregår i historiske miljøer: Hvad kan det fortælle os i dag? I denne historie er der så meget, der taler til moderne mennesker."
Det nordiske lys
Det er første gang i 25 år, at Bille August laver en film på dansk jord, siden han væltede verden med "Pelle Erobreren", der vandt både Den Gyldne Palme i Cannes, en Golden Globe og en Oscar. Herefter tog hans internationale karriere fart, og efter Bergman-filmen "Den gode vilje", som han også modtog Den Gyldne Palme i Cannes for, gjorde han sig bemærket med en række filmatiseringer såsom "Jerusalem", "Åndernes hus", "Frøken Smillas fornemmelse for sne" og "Les Misérables". Hans seneste film, "Goodbye Bafana", handler om forholdet mellem en fangevogter og den sydafrikanske frihedskæmper Nelson Mandela. Hvordan er det så igen at rette fokus mod sit nationale ophav?
"Det har været en stor fornøjelse at lave en dansk historie, på det danske sprog med danske skuespillere. I og med at jeg har været så længe væk fra det danske film- og teatermiljø, har jeg for eksempel kunnet gå til casting med friske øjne."
Birgitte Hjort Sørensen, der spiller hovedrollen som Marie Krøyer, slog for alvor igennem som kritisk journalist i DR's politiske tv-serie "Borgen", der også er blevet en international succes. Men det havde ikke betydning for instruktørens valg.
"Jeg så et enkelt afsnit af 'Borgen', men det var prøvefilmningen, der overbeviste mig. Jeg ville finde en, der naturligvis havde en vis portræt-lighed med Marie, men også en, der udstrålede den samme styrke og vilje, og som samtidig havde en skrøbelighed over sig. Alle de træk har Birgitte."
"Men det vigtigste for mig ved at lave en dansk historie var faktisk, at jeg kunne arbejde med det nordiske lys," fortæller Bille August. "Det særlige nordiske udtryk er forbundet med lys. De dramatiske skift i årstiderne er en del af vores identitet. Vi er udadvendte om sommeren, og om vinteren isolerer vi os. Det påvirker os som mennesker og har gjort det i tusindvis af år. Det afspejler sig i litteraturen, i malerkunsten, i musikken og i filmen."
At en film er forankret i en bestemt kultur, såsom her i den nordiske kultur, har stor betydning for, hvordan filmen bliver modtaget i udlandet, mener August.
"Jeg oplever, at når vi laver film, der har et meget nordisk udtryk, så er vi samtidig også meget internationale. Det nordiske er jo vores identitet. Der kommer meget sjældent noget godt ud af at lave film, der skal ligne amerikansk mainstream. Når nordiske film har succes, er det som regel, fordi de har et specielt filmisk udtryk. Fordi de er forankrede i en kultur, i et særligt lys."
Netop lyset var det centrale omdrejningspunkt for P.S. Krøyers kunst, og hans mesterlige beherskelse af det er det træk, der løfter hans værker ud af det banale – noget som hans motivkreds ellers kunne lægge op til. Sammen med sin fotograf Dirk Brüel brugte Bille August derfor lang tid på at studere Krøyers billeder for at kunne genskabe noget af den samme lysfornemmelse. En udfordring, der måtte løses for at være tro mod det visuelle univers, som hovedkaraktererne bevæger sig i.
Kærligheden som drivkraft
Bille August er ikke i tvivl om, at P.S. Krøyer var en meget stor kunstner. Og paradoksalt nok er det netop på grund af succesen og berømmelsen, at han og de øvrige Skagensmalere i nutiden ofte er blevet opfattet som "plakatkunstnere". De er blevet nationalt allemandseje i en sådan grad, at deres kunstværker er blevet reproduceret på platter, tekopper og plakater til den helt store guldmedalje. Men ser man malerierne "live", er der ingen tvivl om, at Skagensmalerne ikke bare var forrygende teknikere, men også åndfulde og passionerede kunstnertemperamenter. Det viser historien om Marie Krøyer også.
De to mænd, som former Marie Krøyers liv, bruger hende som muse og model, og hun bliver også mor til deres børn. Kærligheden bliver drivkraften i deres kunstneriske virke. Og det er noget, Bille August kan genkende. Alligevel kan han ikke sammenligne sit eget arbejde som filminstruktør med en malers.
"Mit arbejde er meget mere organiseret. Jeg skal være vanvittigt disciplineret og kan ikke tillade mig at leve et bohemeliv, som mange kunstnere nok kan."
Signe Leick Jensen, en af Bille Augusts to producere på filmen, beskriver ham som vanvittigt fokuseret, når han arbejder. En, der kan lukke alt andet ude. Og det forholder sig da også sådan, at instruktørens liv er præget af social askese under optagelserne.
"Det handler om at eksludere alt det unødvendige. Når jeg arbejder på en film, forsøger jeg kun at beskæftige mig med det, der er relevant. Jeg omgås ikke skuespillerne privat, og jeg vil ikke høre nogen sladderhistorier. Jeg ser ikke fjernsyn eller læser avis, jeg lukker mig helt inde og omgås helst kun min familie. Jeg vil ikke distraheres. Man har kun det ene skud i bøssen, når man laver film, og man skal sigte og ramme så godt som muligt, når man har været heldig at få en masse penge at arbejde for. Det er min måde at komme tættere på essensen, en måde at raffinere mit udtryk og nå ind til kernen."
Den kerne deler han til gengæld med både Hugo Alfvén, P.S. og Marie Krøyer. Det er kærligheden.
"Kærligheden overskygger jo alt andet. Det kan være den erotiske kærlighed, men også kærlighed til børn. Det kan være den passion, der har med kunsten at gøre, med arbejdet med at udtrykke sig. Sådan forholder jeg mig til livet. Det er min måde at forstå livet på – gennem kærligheden og gennem kunsten."
"Marie Krøyer" har dansk premiere i september.
Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin, FILM#75, maj 2012.
