Mange bække små gør en stor statuette

CROWDFUNDING. To danske dokumentarfilmskabere vender sig mod de sociale medier for at få penge til deres projekter. Alle interesserede kan nu støtte færdiggørelsen af "Democrazy" og Oscar-mulighederne for "A World Not Ours".

Selvom man ikke er rig og verdensberømt, kan man godt ende på Oscar-festens røde løber – det er i hvert fald det, den dansk-palæstinensiske instruktør Mahdi Fleifel gerne vil bevise.

Han er manden bag dokumentarfilmen "A World Not Ours", der skildrer dagligdagen i den palæstinensiske flygtningelejr Ain El-Helweh, som ligger i Libanon.

Her tilbragte instruktøren selv en del af sin barndom, og i filmen møder man blandt andet hans barndomsven og hans koleriske bedstefar. Nu drømmer Mahdi Fleifel om at se sit værk på den korte og ekstremt ombejlede liste over Oscar-nominerede dokumentarfilm for året 2015.

"A World Not Ours" har vundet en lang række filmfestivalpriser, men der skal mere end det til, når det handler om at få Oscar-akademiets opmærksomhed. Det kræver penge, nærmere bestemt 30.000 dollars, som blandt andet skal gå til filmforevisninger og til annoncer i mindst et af USA's større dagblade.

Den slags midler har holdet bag filmen ikke, men det er der – måske – håb for i en tid, hvor de digitale medier kan sætte dagsordener og flytte holdninger. På det arabisk orienterede crowdfunding-site Aflamnah har de søsat en indsamling, hvor fans af filmen kan støtte deres Oscar-kampagne.

Mahdi Fleifel valgte Aflamnah fremfor det - i vores del af verden - mere kendte Kickstarter, fordi Aflamnah udspringer af den arabiske verden, hvilket passer godt med nogle af filmens temaer. 

"A Wold Not Ours" er produceret af det britisk baserede Nakba Filmworks og følger med det nye nummer af filmmagasinet EKKO som gratis dvd.

Kickstart Democrazy

På netop Kickstarter finder man et dansk filmprojekt på et noget tidligere stadie. Andreas M. Dahlsgaard søger (din) hjælp til at færdiggøre "Democrazy", der handler om en colombiansk politiker, som tyer til aparte midler for at løse sit lands mange problemer – eksempelvis har han vandret ned ad Bogotas gader iført superheltekostume og sat mimikere til at agere trafikbetjente.  

Producerne af den ufærdige film, Anne Köhncke og Signe Byrge Sørensen, har faktisk for nylig opnået just det, Mahdi Fleifel stræber efter, nemlig en Oscar-nominering i dokumentarkategorien med "The Act of Killing".  

Støt tilblivelsen af "Democrazy".

Se traileren til "A World Not Ours".