Marie Reuther valgt som Shooting Star i Berlin

BERLIN 2022. Det unge stjerneskud fra HBO-serien 'Kamikaze' får en særlig plads i rampelyset på årets Berlin Filmfestival. Marie Reuther er nemlig udvalgt som en af ti europæiske skuespillere til talentfremstødet Shooting Star.

Ti stjerneskud fra europæiske film og serier får en helt særlig opmærksomhed på årets Berlin Filmfestival. De er nemlig valgt til at deltage i Shooting Stars, der som et fast indslag på den prominente tyske festival giver unge skuespiltalenter mulighed for at træde ind i rampelyset og styrke deres internationale karriere.

Blandt de ti stjerneskud er danske Marie Reuther, valgt på baggrund af sin gennembrudsrolle i HBO-serien 'Kamikaze', støttet af Filminstituttets Public Service Pulje. For sin præstation som den fandenivoldske Julie vandt Reuther en pris som bedste kvindelige skuespiller på Series Mania i Lille, Frankrig.

Juryen bag Shooting Stars fremhæver det unge talents præstation med disse ord:

"Marie Reuther stråler simpelthen på skærmen. Hun er yderst overbevisende i sin fremstilling af en karakter, der gennemgår en bemærkelsesværdig transformation, fra desperation til genfødsel, uden at ofre sin særegne elegance og værdighed. Hendes ansigt kan udtrykke et væld af følelser på en nuanceret og alsidig måde og skiftevis portrættere en engel og en hård negl. Hun gør det hele spændende at se på – et stjerneskud på alle måder."

Med 'Kamikaze' indtager Marie Reuther sin første hovedrolle. En præstation, hvor hun er til stede i næsten hvert eneste klip i seriens otte dele. 'Kamikaze', der er baseret på Erlend Loes roman 'Muleum', er skrevet af Johanne Algren og instrueret af Kaspar Munk med original ide af Annette K. Olesen. Serien er produceret af Profile Pictures og havde dansk premiere i november.

Marie Reuther er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2020. Siden 2017 har hun medvirket i kortfilm og på scenen. Hun havde i 2021 sin debut på Det Kongelige Teater i Molières 'Den indbildt syge'.

De er Det Danske Filminstitut, der oprindelig indstillede Marie Reuther som bud på en dansk Shooting Star.

Berlin Filmfestivalen finder i år sted i en nedskaleret version, med start 10. februar. Se mere på berlinale.de.


Om Shooting Stars

Shooting Stars løber i år af stablen i en hybrid version i perioden 11.-14 februar under Berlin Filmfestivalen. Initiativet afholdes i år for 25. gang.

Formålet er at promovere nye europæiske skuespillere, der har potentiale til et internationalt gennembrud.

Shooting Stars arrangeres af organisationen European Film Promotion, et internationalt netværk, der promoverer europæisk film i hele verden.

De 38 medlemslande i netværket kan hver indstille én kandidat til Shooting Stars. Den danske kandidat vælges af Det Danske Filminstitut. Herefter beslutter en international jury, hvem der skal være de endelige ti Shooting Stars, der mødes i Berlin.

I Berlin bliver de unge skuespillere præsenteret på den røde løber, de deltager i pressemøder, fotosessions, middage, gallafester og after-parties, og de mødes med castere, producere og andre filmfolk. Alt dette for at skabe opmærksomhed om de unge stjerner og deres internationale karriere. 

Læs pressemeddelelsen fra European Film Promotion.

Danske Shooting Stars

De seneste års danske Shooting Stars i Berlin:

2020 Victoria Carmen Sonne
2019 Elliott Crosset Hove
2017 Esben Smed
2015 Joachim Fjelstrup
2014 Danica Curcic
2013 Mikkel Boe Følsgaard 
2011 Pilou Asbæk