Hvilke tanker går gennem hovedet, når man skal have en lillebror? Og hvordan føles det pludselig at blive enebarn, når storesøster rejser til Japan? At være storesøster, lillebror eller den midt imellem er en central del af identiteten – for både børn og voksne.
Danske instruktører ser nærmere på forskellige søskendekonstellationer i fire korte dokumentarfilm for de 6-11-årige, der under overskriften "Sådan er søskende", vises samlet under BUSTER Filmfestival.
Kameraet er fluen på væggen, og følelserne er genkendelige i de fire søskendefilm, der går til sagen med både humor og alvor i børnehøjde.
At få plads
I Max Kestners "Jennis storesøster" møder vi to charmerende søstre, som diskuterer alt fra tilværelsens store spørgsmål til tyggegummi. "Måske er jeg ikke den perfekte storesøster," erkender storesøster over for lillesøster i en af deres snusfornuftige dialoger.
De står over for en stor omvæltning, som er både spændende og foruroligende, nemlig at skulle have en lillebror. Efter mange alvorlige overvejelser beslutter de, at han skal hedde Habib Bob – omend forældrene ikke er helt enige.
"Mig og min tvilling" af Mikala Krogh fortæller den gribende og livsbekræftende historie om tvillingerne Cecilie og Katrine. De lever et genkendeligt, moderne præ-teenagerliv med veninder, tøseintriger, hyggestunder og drillerier. Men så er der også lige den detalje, at Cecilie lider af kræft, og vi oplever på helt nært hold, hvordan de to søstre og deres omgivelser håndterer det.
I "Lige midt imellem" af Laila Hodell er det drengene, som er i centrum. Her fortæller Nikolaj, der er mellemste bror, hvordan det er at have en stærk og drillesyg storebror og en fræk og fjollet lillebror – så kan det nogle gange være svært at få plads selv. Aage Rais-Nordentoft dokumenterer i "Mig uden dig" hele familiens følelsesmæssige op- og nedture, da storesøster skal rejse et år til Japan.
Universelle følelser
De fire dokumentarfilm i serien "Sådan er søskende" er produceret af Radiator Film med støtte fra Det Danske Filminstitut og DR. Ud over at blive vist på BUSTER Filmfestival sendes filmene også på Ramasjang i starten af det nye år, hvor der kommer til at foregå aktiviteter relateret til filmene.
"Det har været vigtigt for os, at de fire film ikke skulle problematisere det at være søskende, men derimod vise universelle træk ved søskendeforhold," fortæller Dorte Høeg Brask, der er konsulent for kort- og dokumentarfilm med særligt fokus på børn og unge.
"Filmene viser, hvordan søskende på godt og ondt er forbundet, og hvordan det at være søskende handler om at definere og kræve sin plads, at blive presset af andre i familien og sætte grænser. Og så lige pludselig at få uvant meget plads, når man for en stund mister søskende, der flytter hjemmefra. Ens rolle i en søskendeflok følger en hele livet og er noget, man kan blive ved at snakke om."
"Præmissen for at lave søskendeserien var, at vi ønskede at ramme de 9-11-årige bredt og røre både drenge og piger," siger Dorte Høeg Brask.
"Der findes en del film til førskolebørn og særligt til de store teenagere. Men der er ikke ret mange dokumentarfilm til de børn, der starter i skole, og hvor den trygge ramme hjemme skiftes ud med skolegården og krav om at lære og sidde stille. Det kan være en svær alder med store kampe. Man er stadig barn og befinder sig i et univers, hvor legen og barndommens mystik udfolder sig. Samtidig er man på vej ind i præpuberteten, hvor der sker voldsomme skred og forandringer."
Børneliv i øjenhøjde
Diversitet, nutidighed og børneliv i øjenhøjde er kodeord for Dorte Høeg Brask i hendes arbejde med børnedokumentarfilm.
"Der vil altid ligge et indbygget dilemma i, at film om og for børn bliver skabt af voksne, fordi det uundgåeligt bliver en voksen tolkning af børneliv. Når instruktører laver film om børn i dag, tror jeg, at det er vigtigt, at de møder nutidens børn dér, hvor de er – i pendulfart mellem skole, SFO og kammerater, der er online på mobiltelefoner og facebook.
"I mit arbejde er det centralt, at enhver film undersøger, hvad børnelivet går ud på. Og for at forstå det, må man sætte sig på knæ med kameraet engang imellem, så perspektivet helt bogstaveligt er i børns øjenhøjde."
